Frederiksberg hæver skatten markant for andet år i træk
En enig kommunalbestyrelse i Frederiksberg Kommune indgår et sparebudget, der for andet år i træk indebærer en stigning i kommuneskatten.
Økonomien i Frederiksberg Kommune har set bedre dage, og det kommer borgerne i den lille enklave til at mærke.
I en netop offentliggjort budgetaftale har et flertal på rådhuset vedtaget en række besparelser på blandt andet velfærdsområdet, mens skatteyderne står til at skulle afgive lidt mere fra lønsedlen i kommuneskat.
1,1 procent mere for at være nøjagtigt. En enig kommunalbestyrelse bestående af samtlige partier samt en enkelt løsgænger har således vedtaget at hæve skatten ganske betragteligt for andet år i træk.
24,57 er næste års skatteprocent på Frederiksberg, der sammen med kommuner som Gentofte og Rudersdal historisk set har været kendt som steder i landet med den laveste af slagsen.
Ved sidste års budgetforlig vedtog et flertal at hæve kommuneskatten i den københavnske enklave med 0,67 procentpoint fra 22,8 til 23,47 procent.
Dermed står skatten på Frederiksberg til at stige med 1,77 procentpoint på blot to år.
- Jeg er lettet og glad og vil gerne rose alle partier i kommunalbestyrelsen, der har været med til at vise ansvarlighed i et svært budgetår. Vi så ind i en økonomi, hvor vores kasse ville gå i nul i 2025, og hvor vi stod til at blive sat under administration i 2026. Derfor har der været et akut behov for at gøre noget, siger Michael Vindfeldt (S) til TV 2 Kosmopol.
Borgmesteren peger på stigende udgifter til det specialiserede område, ekstra omkostninger fra udligningssystemet samt manglende millioner fra grundskylden efter nye vurderinger som nogle af årsagerne til den kuldsejlede økonomi.
I 2022 var kommuneskatten på Frederiksberg landets laveste. Trods sidste års vedtagne stigning er Frederiksberg dog i 2023 fortsat blandt de fem kommuner med lavest skatteprocent.
Men med dagens budgetaftale står Frederiksberg til i 2024 at placere sig blandt kommuner som Høje-Taastrup og Greve omkring nummer 15 målt på laveste skattesats.
Det skal dog tilføjes, at politikerne har vedtaget at sænke skatten igen, "så snart kommunens økonomi tillader dette". Det betyder, at skatten fra 2026 sænkes med 0,1 procentpoint årligt frem til 2029, hvor den til den tid vil lyde på 24,17.
Mens omfanget af stigningen måske vil komme bag på nogle Frederiksbergborgere, var det ventet, at budgetaftalen ville indeholde en justering af skatteprocenten.
I slutningen af august varslede borgmester Michael Vindfeldt (S) via sin Facebookside, at skattestigninger igen var et emne ved de dengang pågående budgetforhandlinger.
I forbindelse med skattestigningen sidste år undskyldte Michael Vindfeldt (S) over for vælgerne, fordi han inden kommunalvalget i 2021 havde bedyret, at skatten skulle ”holdes i ro”.
Også denne gang er borgmesteren ikke sen til at beklage både skattestigningen og de velfærdsbesparelser, budgetaftalen indeholder.
- Dem har jeg svært ved at forsvare, men vi har budgetloven, som vi er nødt til at overholde. Det bliver heller ikke på min borgmestervagt, vi lader økonomien sejle, så vi må forholde os til de udfordringer, vi har, siger Michael Vindfeldt (S) og fortsætter:
- Jeg kan godt forstå, at det er svært for frederiksbergborgerne at forstå, hvordan man skal spare på velfærd og sætte skatten op, når de samtidig kan læse nyheder om, hvor godt det går i dansk økonomi, og hvor mange penge vi har i statskassen. Men så længe regeringen og Folketinget ikke tager ansvar for at løse det økonomiske pres på det specialiserede område, så vil besparelser blive en slags normal i mange kommuner.
Før sidste års skatteændring blev der sidste gange justeret på denne på Frederiksberg i 2014. Her ændrede et dengang Konservativt flertal skattesatsen fra 23,1 til 22,8 procent.
Tidligere tirsdag erfarede NB-Kommune den store skattestigning. Her talte mediet med Niels Jørgen Mau Pedersen, der er projektchef hos VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som kalder stigningen usædvanlig høj.
- Hold da op! Det lyder stort. Jeg kan ikke sådan lige umiddelbart komme i tanke om tilsvarende store skattestigninger fra år til år, siger Niels Jørgen Mau Pedersen til NB-Kommune.
Sådan har skatteprocenten på Frederiksberg udviklet sig
-
2007
23,2
-
2008-2013:
23,1
-
2014-2022:
22,8
-
2023:
23,47
-
2024:
24,57
BYOB: Bring your own bleer
Generelt er der ikke meget opløftende læsning at finde i budgetaftalen, vil de fleste på Frederiksberg nok medgive.
Mens det længe har været ventet, at årets budgetaftale ville blive et regulært sparebudget, har omfanget hidtil været ukendt. Med tirsdagens aftale er der nu sat kroner og øre på disse:
45 millioner kroner i besparelser og effektiviseringer i 2024, 68 millioner kroner i 2025 og 72 millioner kroner i 2026 og 2027.
Politikerne lægger vægt på, at meget er fundet via administrative manøvrer, men erkender, at den borgernære velfærd ikke undgår sparekniven.
Blandt andet underlægges samtlige institutioner en rammebesparelse på 0,3 procent. Apropos institutioner, så skal forældre på Frederiksberg fremover selv medbringe egne bleer til børn.
De ældste i kommunen kommer også til at mærke besparelserne. Ni millioner spares fra ældre- og omsorgsområdet, stigende til 14,3 millioner i 2025 og frem.
Det vil blandt andet komme til udtryk ved, at plejetiden hos kommunens ældre borgere bliver indskrænket, mens modtagere af hjemmehjælp i fremtiden tilbydes rengøring hver tredje uge frem for som nu hver anden.
I afdelingen for lidt mere opløftende nyt kan nævnes, at kommunen dog tilfører flere penge til grøn omstilling, blandt andet i form af energieffektiviseringsprojekter, der reducerer kommunens el- og varmeforbrug, mens der også bliver investeret i klimasikring og udvikling af grønne byrum.
Dyk ned i aftalens besparelser og effektiviseringer på linket her.
Artiklen opdateres…