Ahmed Walid Rashidi mistede sit venstre ben som barn under et bombeangreb i hjemlandet Afghanistan. Han har derfor haft en benprotese i mere end 20 år. I sidste uge gik hans protese i stykker, mens han var på arbejde.
Ahmed lever et meget aktivt liv med flere jobs og mange forpligtelser, og han er derfor meget afhængig af sin protese. Derfor var det et hårdt slag for ham, da Frederiksberg Kommune afviste at reparere protesen, fordi han snart får en ny.
- Det gjorde ondt at miste benet til en bombe. Men det gør endnu mere ondt, at jeg nu bliver nægtet at komme op på benene igen, siger han.
Jeg forstår ikke, hvorfor kommunen mener, de vil spare de penge. Regningen for samfundet bliver da meget større, hvis jeg ikke kan passe mit arbejde.
En fighter
Selvom han mangler det nederste af venstre ben, er Ahmed Walid Rashidi en person, der hader at stå i situationer, hvor han ikke kan klare sig selv. Han har læst statskundskab på Syddansk Universitet og arbejder til dagligt som freelancejournalist.
Han er født i Afghanistan, og bomben, som han mistede benet til, kostede både hans far og bror livet.
Den hårde skæbne har betydet, at Ahmed altid har været fast besluttet på at bruge sit liv og på at bidrage til samfundet, og siden har han blandt lavet humanitært arbejde og arbejdet som ekstern konsulent for Dansk Institut for Internationale Studier.
Som freelancejournalist har han blandt andet skrevet for medier som Information, Ekstra Bladet og løst opgaver for TV 2.
Hans ukuelige fightergen fik tidligere i år Liberal Alliance til at lave en kampagnefilm, hvor de fortæller hans historie, og bruger Ahmed som eksempel på et menneske, der har fundet frem til sin styrke og kan klare sig selv.
- Jeg ved godt, at jeg som protesebruger koster samfundet penge. Netop derfor har jeg truffet en klar beslutning om, at jeg vil give så meget igen som muligt. Derfor jeg arbejder jeg hårdt og betaler min skat. Sidste år betalte jeg topskat, fortæller han til TV 2 Kosmopol.
I løbet af sommeren supplerer han freelancetilværelsen med at tage vikarvagter som pædagogmedhjælper, men sidste tirsdag gik det galt.
- Jeg kan høre en kliklyd fra min benprotese, og så får jeg voldsomme smerter i benet, der hvor protesen sidder. Så ved jeg med det samme, at den skal repareres, jeg har nemlig oplevet det flere gange tidligere, siger han.
Kom bag på ham
Ahmed er for nylig flyttet fra Skanderborg til Frederiksberg Kommune, og i sin tidligere hjemby ville han bare være gået til bandagisten, som straks ville reparere protesen.
Det hedder sig godt nok, at kommunen skal godkende udgiften. Men så længe ordningen mellem bandagisten og borgeren er velfungerende, er kommunen normalt ikke ikke særligt rigid.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Afstemning
_
Denne gang blev det dog anderledes, da Ahmed i sidste uge kontaktede bandagisten og fik en anden uventet besked.
- De fortæller, at Frederiksberg Kommune har en anden praksis. De vil gerne have, at man ansøger om reparationen, inden protesen bliver ordnet. I første omgang tænkte jeg, at det gav god mening, at man fik en tilladelse, inden man skulle bruge kommunens penge, siger han.
Læger undrer sig over kommunen
Dagen efter skaden ringer Ahmed til Frederiksberg Kommune og fortæller om sin skadede protese, som betyder, at han er bundet til sengen, og at han ikke han passe sit arbejde og sin hverdag.
Men i stedet for at give ham en tilladelse til at få den repareret, kræver kommunen, at han får sin læge til at bekræfte, at de gener han har, skyldes at protesen er gået i stykker.
- Jeg forklarer, at jeg har haft benprotese i over 20 år og derfor kan se, at den ikke fungerer, som den skal. Men hun var ikke til at hugge og stikke, siger Ahmed.
Sagsbehandleren insisterer på at Ahmed skal kontakte sin læge, og få hende til at bekræfte, at protesen er defekt.
Men lægen ved intet om proteser og sender Ahmed videre mod skadestuen.
- Da det endelig bliver min tur, bliver jeg mødt af en meget sød og sympatisk læge, som bliver vældig irriteret over at kommunen har sendt mig videre i det overbelastede sundhedssystem, stedet for bare at lade mig løse problemet selv med min bandagist, som jeg havde bedt om, siger han.
Kommunen siger nej
Lægen skriver et journalnotat, hvor der står, at Ahmeds gener skyldes, at protesen skal tilses af en bandagist. Nu kan Ahmed endelig ansøge om at få protesen repareret. Han ringer til kommunen og får fat på en sagsbehandler.
- Hun siger, at de vil behandle min ansøgning og vende tilbage, siger Ahmed.
Efter to dage, hvor Ahmed har været bundet til sin sofa, ringer sagsbehandleren tilbage. Hun fortæller, at kommunen har besluttet at give et afslag på Ahmeds ansøgning om at få repareret protesen. Det skyldes, at han står til at få en ny protese i løbet af kort tid.
- Jeg spørger, hvad jeg så skal gøre i mellemtiden - altså indtil jeg har fået den nye protese og fået den tilpasset, så den virker. Hun svarer, at jeg kan få en kørestol, og at de vil levere den i løbet af mandagen, fortæller Ahmed.
Bandagist: Aldrig set før
Kommunens beslutning efterlader Ahmed Walid Rashidi i en meget frustrerende situation. Hans hverdag hænger slet ikke sammen. Han er blevet nødt til at melde sig syg fra jobbet, og er mere eller mindre bundet til sin sofa.
Den bombe, der sprængte hans ene ben væk, har også skabt store skader på hans andet ben. Når han har sin protese, kan han godt støtte på det andet ben. Men uden protesen er skaderne på det andet ben for store til, at han kan støtte på det.
- Jeg har knuste knogler og slidgigt i det andet ben, så jeg kan ikke bruge det alene, uden den støtte jeg får fra benprotesen, siger han.
Ahmeds bandagist, Jesper Larsen, undrer sig over Frederiksberg Kommunes måde at håndtere sagen.
- Jeg har aldrig før oplevet, at en kommune har sagt nej til sådan en forespørgsel. Når patienterne kommer til os, er det ikke for sjov. De kommer kun, hvis de virkelig har brug for det. Det skaber en helt umulig situation for Ahmed, siger han til TV 2 Kosmopol.
Bundet til sin sofa beslutter Ahmed, at han ikke kan gøre andet end at gøre omverden opmærksom på den situation, han er fanget i.
- I ren desperation og afmagt laver jeg et Facebookopslag, hvor jeg forklarer, hvad der er sket, fortæller Ahmed.
Facebookopslaget får den lokale politiker Anja Lundtoft (EL) til at reagere. Hun involverer borgmester Michael Vindfeldt (S) sagen. I en kommentar til Ahmeds Facebookopslag skriver borgmesteren, at han har bedt forvaltningen om at se på sagen. Så sker der noget.
- Lørdag aften klokken 21.30 bliver jeg ringet op af hjemmesygeplejersken. Hun vil sørge for, at jeg får en kørestol med det samme, siger Ahmed.
Kørestolen kommer senere samme aften. Den gør en stor forskel for Ahmed.
- Det var første gang, jeg kunne bevæge mig rundt i lejligheden. Ellers har jeg ligget i sofaen siden i onsdags, fortæller han.
Bandagist: Intet at spare
Ahmeds bandagist kan ikke forstå, at kommunen vælger at være så rigide i deres administration i forhold til en borger med protese. Især fordi det sagtens kan være, at protesen kan repareres for under 3000 kroner.
- Det er ikke usandsynligt, at det er en simpel defekt. Sådan en koster typisk en halv time for bandagisten og en halv time for reparatøren. Det er omkring 2000 kroner. Det kan også sagtens være, den ska tilrettes. Så koster det måske to bandagisttimer á 1300 kroner – altså 2600 kroner, siger Jesper Nielsen.
Ahmed skal altså snart have en ny benprotese. Hvis planen holder, burde det ske, den 5. august, når hans bandagist kommer hjem fra ferie. Men trods det, kan der stadigvæk gå lang tid, hvor han er sat ud af spillet, hvis den gamle protese ikke virker.
En måned uden protese
Når han får den nye protese skal den nemlig typisk tilrettes en eller flere gange inden den fungerer. Uden den gamle protese vil Ahmed være bundet til kørestolen i op til en måned. Det betyder blandt andet, at han skal være sygemeldt fra sit arbejde.
- Jeg forstår ikke, hvorfor kommunen mener, at det er en god idé, at spare de penge. Jeg tænker at regningen for samfundet bliver meget større, hvis jeg ikke kan passe mit arbejde og sat ud af spillet i en måned, siger han.
Men det kan godt være, at reparationen af Ahmeds protese vil medføre en større udgift end 3000 kroner. En reparation af en protese kan koste helt op til 50.000 kroner. For eksempel hvisl foden skal skiftes helt ud. Men Ahmeds Bandagist forklarer, at hvis reparationen bliver dyrere, så vil det formentlig betyde, at man senere kan spare penge.
- Hvis man for eksempel skal skifte foden, vil man kunne flytte den med over på den nye protese. Derfor vil de penge man bruger nu ikke være spildt. Det betyder, kommunen ikke rigtig sparer noget på at udskyde reparationen. De sætter bare Ahmed i en helt umulig situation, siger Jesper Larsen.
Efter at sagen har fået både politikernes og offentlighedens bevågenhed, har kommunen nu pludselig givet grønt lys til, at Ahmed kan få tilpasset sin protese. I en mail til os skriver Frederiksberg Kommunes sundheds- og omsorgschef, Nicolai Kjems, følgende:
”Der har været en række misforståelser i dette forløb, og det beklager jeg. Frederiksberg Kommune er i løbende dialog med Ahmad Rashidi om at finde den bedste løsning, og kommunen har netop i dag bevilget, at han kan få vurderet og tilpasset protesen, så han kan benytte den, til den nye protese er klar. Jeg håber, det vil løse de udfordringer, som han oplever.”
Max 5.072 kroner
Ahmed har dog fået besked om, at reparationen ikke må overstige 5.072 kroner. Nu skal han så prøve og se, om han kan få en akuttid hos en bandagist midt i ferieperioden. Hvis det lykkes, skal han håbe på, at de kan tilrette protesen for under 5.072 kroner. Han ved ikke, hvad han skal gøre, hvis han står hos bandagisten, og reparationen overstiger det beløb, han har fået godkendelse til.
- Hvad gør jeg, hvis bandagisten for eksempel siger, at det det koster 10.000 kroner? Så er jeg jo sat tilbage til start. Så må jeg bare sige: Det er ærgerligt, det er jeg ikke godkendt til og tage hjem igen. I forvejen er det en stor logistik opgave for mig, at prøve at finde derud i kørestol, siger Ahmed Walid Rashidi.
