Kritiseret helseklinik går rette-amok på hjemmeside

NordicDrip fortæller nu deres kunder, at klinikkens behandlinger med iv-drips ikke kan kurere lidelser, og at de ikke “garanterer fertilitet”.

Først blev kendispromoveringen på Instragram skrottet - og nu har NordicDrips hjemmeside også fået en tur med retteblæk. 

Den omstridte helsevirksomhed skriver nu direkte til sine kunder, at deres såkaldte iv-drips - som de også kalder intravenøs vitaminterapi - ikke kan garantere eksempelvis fertilitet eller reduktion af stress.

Under næsten samtlige af klinikkens 15 behandlinger med iv-drips er der blevet rettet i beskrivelsen. Således er der nu tilføjet en sætning, hvor NordicDrip tager forbehold:

“Vores behandlinger garanterer ikke fertilitet, men er med til at nedsætte stress som kan støtte kroppens velvære,” står der eksempelvis under produktet “Fertility Drip (men).”

quote Vi har lavet en rettelse, fordi vi selvfølgelig ikke vil være på kant med loven

Sadar Mansurbeg

Det er heller ikke længere muligt at læse noget under punktet “symptomer” på NordicDrips hjemmeside. 

Tidligere kunne man ellers under sygdommen infertilitet læse, at “vitamin drip-behandlinger har vist sig at være gavnlige for at øge fertiliteten hos både mænd og kvinder.”

Siden med symptomer findes ikke længere på NordicDrips hjemmeside.
Siden med symptomer findes ikke længere på NordicDrips hjemmeside.
Sådan så det tidligere ud, når man klikkede sig ind på infertilitet på siden symptomer.
Sådan så det tidligere ud, når man klikkede sig ind på infertilitet på siden symptomer.

I bedste fald unødvendig

TV 2 Kosmopol kunne tirsdag fortælle, at den nye helsevirksomhed, hvor kunder ved hjælp af drop får saltvand og vitaminer direkte ind i blodet, har haft cirka 200 personer i behandling siden 1. juni.

Disse behandlinger koster 1.900 kroner, men eksperter stod i kø for at kritisere behandlingerne. 

- Det er i bedste fald bare helt unødvendigt at tage disse 'drips’, sagde Søren Bøgevig, der er overlæge på klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital.

Martin Blomberg Jensen, læge og forskningsleder på endokrinologisk afdeling på Herlev Hospital, der har forsket i fertilitetsbehandling til mænd i 15 år, kaldte det direkte forkert, at NordicDrip på sin hjemmeside skrev, at “vitamin drip-behandlinger har vist sig at være gavnlige for at øge fertiliteten hos både mænd og kvinder.”

- Det vil svare til at tage en vitaminpille i forhold til at forbedre mænds sædkvalitet. Der er ikke evidens for, at nogen af de ting i kombination med hinanden eller for sig selv har en betydning for mænds fertilitet, sagde han tirsdag til TV 2 Kosmopol.

Netop af samme grund er NordicDrips markedsføring på kant med loven, mente Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Aalborg Universitet.

Spørg Os - Formular

_

Klinikejer reagerer på eksperters kritik

Og det har nu fået NordicDrip til at ændre på hjemmesiden, siger medejer Sadar Mansurbeg til TV 2 Kosmopol.

- Vi har lavet en rettelse, fordi vi selvfølgelig ikke vil være på kant med loven, ligesom vi også driver klinikken helt lovligt i forhold til sundhedsloven. Vi har læst det, eksperten har sagt i artiklen, og så har vi kigget på det internt. Men vi står selvfølgelig stadig fast på, at vores behandlinger er utrolig relevante for de mennesker, som måske ikke får motioneret, spist den rigtige kost eller får taget sin vitaminpille om morgenen, siger han.

Sadar Mansurbeg oplyser til TV 2 Kosmopol, at NordicDrip onsdag - dagen efter TV 2 Kosmopol første gang skrev om NordicDrip - også valgte at ændre i den såkaldte klientinformation. 

Således fremgår det nu, at NordicDrip ikke kan garantere, at klinikkens behandlinger er kurative.

- Vi har i Danmark skærpet oplysningspligt fra Sundhedsstyrelsen, som betyder, at vi har pligt til at oplyse vores klienter om, at kosttilskud - ligesom dem på apoteket - ikke kan kurere lidelser. Og for at gøre det klart for vores klienter, at vi er en alternativ løsning til vitaminer og mineraler, har vi for god ordens skyld valgt at også indføre det i vores klientinformation, siger Sadar Mansurbeg.

quote Da det i henhold til marketingsloven kan indikere, at vi er en kurativ klinik, er det et forkert signal at sende

Sadar Mansurbeg

Jeg har også set, at det heller ikke længere er muligt at trykke på symptomer og dermed komme frem til siden om eksempelvis infertilitet. Hvad er årsagen til det?

- Da vi hele vejen igennem har lagt vægt på, at vi tilbyder en velværebehandling, tager vi udgangspunkt i det, kunden døjer med, men da det i henhold til marketingsloven kan indikere, at vi er en kurativ klinik, er det et forkert signal at sende. I hvert fald i forhold til IV, da dokumentationen forsat er i udvikling, fordi det er så nyt, og det vil vi gerne beklage, siger Sadar Mansurbeg.

- Vi har hele tiden haft det indtryk, at de kunder, vi har, godt ved, at vi tilbyder en helsebehandling i forhold til de intravenøse sammensætninger, der er udført af sundhedsfagligt personale. Det er det, de mundtligt bliver konsulteret i til en forundersøgelse hos os, men vi vil naturligvis ikke vildlede forbrugere, derfor er symptomguiden væk, hvor vi i stedet vil fokusere på at fremme velvære i vores udtryk, siger han.

NordicDrip-medejeren ønsker at understrege, at iv-drips “blot er én af vores ydelser.”

- Klinikken tilbyder både PRP, og intramuskulære vitamin-injektioner, som man får i armen eller ballen, ligesom hos lægen, og det er yderst veldokumenteret, siger Sadar Mansurbeg. 

NordicDrip har via Instagram annonceret, at en NordicDrip-klinik åbner i Odense den 23. august, mens en anden slår dørene op i Kolding den 30. august.

Dertil kommer på et senere tidspunkt en række klinikker i hovedstadsområdet, fremgår det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik