Mikkel faldt på knæ foran elefanterne
Den 12. december for 12 år siden mødte Mikkel Hannesbo og hans kæreste Frida hinanden, da de begge arbejdede med elefanter i Thailand.
Sød musik opstod, og snart bliver de to smedet sammen i ægteskabets bånd.
34-årige Mikkel Hannesbo fra Frederiksberg overraskede nemlig kæresten med et frieri foran elefanterne i ZOO i dag torsdag – altså præcis 12 år efter, at de mødte hinanden.
Under en rundvisning, som Mikkel havde booket og på forhånd aftalt med Zooguiden, faldt han på knæ og stillede det store spørgsmål. Og som du nok har gættet, sagde hun ja.
- Jeg har været ret nervøs op til dag, om det hele ville lykkes. Men det kunne ikke være gået mere perfekt, siger Mikkel Hannesbo.
København Zoo har fået lov til at viderebringe billeder af det lykkelige par.
Og herfra kan vi kun sige tillykke.