Nu offentliggøres to meter høj statue af Dirch Passer
Efter tre års ventetid får den folkekære komiker Dirch Passer nu sin plads i byen.
Den står der allerede.
Pakket ind i sort plast med hvid tape omkring - få meter fra Revymuseet på Frederiksberg foran risliende vand og smukke blomster.
Under plastikken står selveste Dirch Passer og letter på hatten for de mange forbipasserende.
Og søndag den 6. maj kan fodgængerne så hilse venligt tilbage.
Her vil skuespillerens egne kendte venner nemlig afsløre den 2,3 meter høje statue, som de selv har samlet penge ind til.
Foto: TV 2 Kosmopol
Prominente gæster
Det er foreningen Dirch Passer Festival, der har skrabet penge sammen til den folkekære komikers hyldest.
Tilbage i 2015 afholdt man således et indsamlingsshow, hvor både komiker Per Pallesen, sangerinden Daimi Gentle og komiker Jan Monrad optrådte for at nå de 700.000 kroner, den har kostet.
- Jeg husker ham bedst for hans tilstedeværelse. Hans charme og energi. Han fyldte rigtig meget. Jeg kan slet ikke forstå, at der ikke allerede står en statue af Dirch på Frederiksberg, sagde Daimi Gentle dengang til TV 2 Lorry.
Under offentliggørelsen vil hun da også være til stede - sammen med både Dario Campeotto og Tommy Kenter.
Foto: Vagn Hansen - Ritzau Scanpix
En særlig plads
Netop området omkring Revymuseet og Allégade på Frederiksberg er særligt for Dirch Passer.
Fra statuen kan man skimte stamværtshuset Alléenberg, hvor han yndede at komme.
Der er også kun få meter til det gamle ABC Teater, hvor Lommer-pigerne, Kjeld Petersen og Dirch Passer underholdt københavnerne.
Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj vil stå for selve afsløringen søndag.
Dirch Passer ville være fyldt 90 år i maj 2016. TV 2 Lorry lavede i den forbindelse nedenstående portræt: