Parti på Frederiksberg vil ofre 35 parkeringspladser til fordel for et klimaborgerting
Frederiksberg Kommune vil leje parkeringspladser i CODAN-huset, som lokale beboere kan benytte via deres parkeringslicens. Men de penge er bedre brugt på at holde et løfte fra valgkampen, lyder et nyt forslag.
I løbet af 2022 skal Frederiksberg have et klimaborgerting, der skal samle forskellige af kommunens borgere om at styrke Frederiksbergs bidrag til klimakampen.
Sådan lyder det i et forslag fra Enhedslistens Rasmus Holme, der er partiets klima-, transport- og miljøordfører på Frederiksberg, som TV 2 Lorry er i besiddelse af.
Helt konkret foreslår han, at kommunen sløjfer planerne om at leje 35 parkeringspladser i CODAN-huset - på hjørnet mellem Gammel Kongevej og Vodroffsvej - til en årlig pris på 12.000 kroner stykket.
Hvad er et klimaborgerting?
Et klimaborgerting samler en større gruppe tilfældigt udvalgte borgere, der på et oplyst grundlag diskuterer med hinanden for at give anbefalinger om klimapolitiske problemstillinger. Klimaborgertinget udgør således en ’mini-offentlighed’, der bidrager til den politiske beslutningsproces.
Kilde: Københavns Universitet
Det blev ellers besluttet i forbindelse med anlægningen af en ny cykelsti på Vodroffsvej, at kommunen skulle kompensere borgerne i området med nye parkeringspladser, fordi en række af de nuværende parkeringspladser skulle nedlægges.
Men den årlige udgift på 420.000 kroner, som lejen af parkeringspladserne i CODAN-huset koster, er bedre brugt på et klimaborgerting, mener Rasmus Holme (Ø).
- Selv den dygtigste politiker kan ikke bruge pengene mere end én gang, og derfor handler politik om prioriteringer. I Enhedslisten er vores holdning klar. Vi vil hellere have et klimaborgerting end 35 parkeringspladser.
"Dårlig idé"
I forbindelse med valgkampen i efteråret bakkede et flertal i den nyvalgte kommunalbestyrelse op om et klimaborgerting, men Enhedslistens forslag til finansiering møder ikke ubetinget opbakning blandt de andre partier på Frederiksberg Rådhus.
- Det synes jeg er et dårligt forslag, lyder den umiddelbare reaktion fra formanden for miljø-, bynatur- og mobilitetsudvalget i Frederiksberg Kommune, Jan E. Jørgensen (V).
- Vi er ved at anlægge en cykelsti på Vodroffsvej, som der er mange, der cykler på hver dag. I den forbindelse er det nødvendigt at fjerne en masse parkeringspladser. Og så fik vi den, synes vi selv, helt geniale ide at leje nogle pladser hos CODAN-huset. Det synes jeg er en fremragende idé, uddyber han.
Cykelsti på Vodroffsvej
For at øge trafiksikkerheden og trygheden for de mange cyklister på Vodroffsvej, vil Frederiksberg Kommune etablere cykelstier på Vodroffsvej på strækningen mellem Danasvej og Gammel Kongevej.
I forbindelse med anlægningen af den nye cykelsti på Vodroffsvej har det været nødvendigt at inddrage 33 parkeringspladser.
På sidegaderne er der fundet ti ekstra parkeringspladser, mens kommunalbestyrelsen besluttede at leje 35 pladser parkeringspladser i parkeringskælderen i CODAN-huset.
Med den nuværende tidsplan forventes anlægsstart i løbet af foråret 2022.
Kilde: Frederiksberg Kommune
Den prioritering bakkes op af næstformanden for klima-, plan- og boligudvalget, Anders Storgaard (C). Han støtter ideen om et klimaborgerting, men mener ikke, at et sådan behøver komme på bekostning af parkeringspladser.
- Vi mener jo generelt ikke, at der skal nedlægges parkeringspladser, fordi de i forvejen er fyldt rimelig godt op for at sige det mildt, forklarer han.
Det skal gøres ordentligt
Hos SF vil man ligesom Enhedslisten hellere have borgerinddragelse og gode ideer til klimatiltag end 35 parkeringspladser, men alligevel tøver man med at bakke Enhedslistens forslag op.
- Vi er nødt til at se på forvaltningens konsekvensberegning både økonomisk og i forhold til trafiksikkerheden i området, siger Rådmand Lotte Kofoed og uddyber:
- Skal vi have et klimaborgerting, skal vi gøre det ordentligt og ikke halvt. SF ønsker at vide, om rammen på de 420.000 er nok. Det vil vi gerne have, at forvaltningen undersøger først.
Samme melding får man hos Radikale Venstres Lone Loklindt, der er 1. viceborgmester.
Her er Enhedslistens forslag
Klimaborgertinget skal inspireret af det nationale klimaborgerting bestå af et antal (fx 50) repræsentativt udvalgte borgere, der repræsenterer befolkningssammensætningen på Frederiksberg. Udvælgelsen af det repræsentative udsnit af Frederiksbergborgere kunne foregå på samme måde som det borgerpanel, der bidrager til udviklingen af Hospitalsgrunden.
Klimaborgertinget har til opgave at debattere dilemmaer og mulige løsninger, som er forbundet med klimaudfordringerne. Dette skal resultere i anbefalinger til Frederiksberg Kommunalbestyrelse til, hvordan vi som samfund kommer i mål med at omstille Frederiksberg til at være CO2-neutral i 2030.
Klimaborgertinget etableres og holder sit første møde inden udgangen af 2022 og fungerer midlertidigt frem til 2024, hvor klimaborgertinget skal komme med forslag, som kommunalbestyrelsen er forpligtet på at behandle i kommunalbestyrelsen.
Forvaltningen tildeles med forslaget et årligt budget på 420.000,- til planlægning, rekruttering, facilitering, analyser og oplæg fra interessenter og eksperter ifm. arbejdet i Klimaborgertinget.
Finansieringen findes ved at opsige lejeaftale af de 35 parkeringspladser, som kommunen lejer hos CODAN-hus.
Kilde: Enhedslisten Frederiksberg
- Ideen er så god, at vi skal have forslaget med til budget. Præcis hvad det koster, ved vi ikke, det skal vi have forvaltningen til at undersøge, fortæller hun.
Spørger man Johan Galster, der er demokratidesigner og partner i virksomheden We Do Democracy, som udbyder borgersamlinger, så kan man sagtens få et borgerting op at køre for den pris, Enhedslisten har foreslået, men:
- Det er ikke et stort beløb. Det er i den lave ende, men det kan godt lade sig gøre, vurderer han.
Han henviser til, at OECD, der har til formål at forbedre de økonomiske og sociale vilkår for mennesker verden over, har opstillet 11 vejledende principper for borgerinddragelse. Jo flere af de 11 principper, man omfavner, jo dyrere bliver det at afholde et borgerting.
Enhedslisten er klar til dialog
Ifølge foreningen Klimabevægelsen, der arbejder for at sætte politisk fokus på klimaet, kan det koste op mod 800.000 kroner, hvis man vil forsøge at omfavne alle OECD's 11 principper.
- Det er lidt i den lave ende (Enhedslistens forslag, red.), men det kan jo vise sig, at de finder medfinansiering fra andre kilder, og at det samlede budget dermed bliver større, forklarer Ariel Storm, der er koordinator hos Klimabevægelsen.
Rasmus Holme (Ø) erkender, at det afsatte beløb, han har foreslået, er i den lave ende, men for ham er det vigtigste, at der sker noget.
- Vi ville også gerne sætte flere penge af, men vi er også nødt til at forholde os til den økonomiske situation i kommunen, hvor vi er nødt til at vende hver en krone, og derfor synes vi, at det her er den bedste vej at gå, siger han og uddyber:
- Hvis forslaget kan blive yderligere kvalificeret, så er vi med på den. Det er jo ikke sådan, at vi ikke er åbne for dialog med de andre. Men forslaget skal bare ikke udvandes, understreger han.