To mænd er tiltalt for drab på 25-årig i parkeringskælder
En 25-årig mand blev i marts dræbt med to skud i en parkeringskælder på Frederiksberg. To mænd er tiltalt.
To mænd på henholdsvis 25 og 27 år er tiltalt for at have dræbt en 25-årig mand i en parkeringskælder på Frederiksberg i marts i år.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
I anklageskriftet lyder det, at drabet skete i forening med en tredje mand, hvis sag behandles særskilt.
14. maj blev de to mænd anholdt, og dagen efter blev de fremstillet i grundlovsforhør. I grundlovsforhøret blev en tredje mand fremstillet in absentia - altså uden at være til stede.
I grundlovsforhøret kom det frem, at politiet ledte efter den tredje mand.
Det er den samme mand, der nævnes som medgerningsmand i anklageskriftet.
Skudt i nakke og ryg
Specialanklager Søren Harbo ønsker fredag ikke at oplyse, om politiet har fået fat i den tredje mand.
De to mænd er tiltalt for på et offentligt tilgængeligt sted at have anskaffet og besiddet en skarpladt pistol af mærket Walther P99AS.
Den 30. marts tog den 25-årige ifølge tiltalen til parkeringskælderen med pistolen og ventede foran.
Da offeret kom kørende ind i parkeringskælderen, løb den 25-årige derind og skød ham i nakken og ryggen.
Det 25-årige offer afgik ved døden.
Derefter transporterede den 27-årige ifølge tiltalen den skarpladte pistol til Kanalvej i Kastrup. Den 31. marts omkring klokken 02.00 blev pistolen efterladt i Kastrup.
Fundet livløs i bil
Ifølge anklageskriftet skete drabet 30. marts omkring klokken 22.20. Først klokken 12.18 dagen efter fik politiet en anmeldelse om en livløs mand i en bil i parkeringskælderen.
Ud over en fængselsstraf har anklagemyndigheden også nedlagt påstand om, at de to tiltalte udvises fra Danmark for bestandigt.
Sagen kører som en nævningesag i Retten på Frederiksberg.
Der er afsat 11 retsdage til behandlingen af sagen, der begynder 13. maj næste år. Sidste retsdag er 30. juni.