Oversigt

Seneste nyt

Fire kommuner går sammen for at stoppe snus-problem

Røgfrie nikotinprodukter som snus, vapes og puffbars har vundet indpas hos børn og unge.

Nu går fire kommuner - med støtte fra Sundhedsstyrelsen - derfor i gang med at udvikle et ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge.

Det drejer sig om Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal kommuner, der vil samarbejde om projektet i håbet om at få flere borgere mellem 15 og 25 år til at kvitte de populære tobaksprodukter.

Andelen af børn og unge, der bruger de røgfrie nikotinprodukter, er steget fra 9,1 procent i 2020 til 13 procent i 2023. 

Og blandt 15-29-årige var det i 2023 35,9 procent, svarende til 400.000 personer, der anvendte mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt.

Samarbejdet mellem kommunerne vil fokusere på at nå de unge, hvor de færdes i deres hverdag - på skoler, arbejdspladser, i foreninger og fitnesscentre. Der vil også blive testet forskellige kommunikationsmetoder på sociale medier for at ramme målgruppen mere effektivt, skriver Gentofte Kommune på deres hjemmeside.

De unge vil få tilbud om rygestop på forskellige tidspunkter og steder, lige fra naturen til ungdomsuddannelser og foreninger. Derudover vil medarbejdere, der har daglig kontakt med de unge, modtage ekstra træning, og de unge selv vil blive inddraget aktivt i projektet.