Victoria fra Søborg bliver kaldt en af Miss Universe-konkurrencens favoritter
Dansker bliver af medier kaldt en af Miss Universe konkurrencens favoritter. Hun kan blive Danmarks første.
Med farverige kjoler, høje hæle og hvide skærf med navnene på deres respektive hjemlande skal 130 kvinder i weekenden dyste om at blive universets smukkeste.
Vinderen af Miss Universe-konkurrencen krones lørdag i Mexico City i Mexico - natten til søndag dansk tid.
Det er den 73. gang, at konkurrencen, som organisationen bag kalder "den største fejring af kvinder", finder sted.
I år skal danske Victoria Kjær Theilvig repræsentere Danmark. Med sit blonde hår og blå øjne har hun vakt opsigt i flere skønhedskonkurrencer.
Blandt andet har hun vundet Miss Danmark og Miss Grand Denmark og blev en af de 20 bedste i Miss Grand International.
Den 21-årige dansker er fra Søborg og har over 43.000 følgere på det sociale medie Instagram.
I flere medier er hun blevet nævnt som en af konkurrencens favoritter.
Victoria Kjær Theilvig er tidligere professionel danser og har gjort dyrevelfærd til sit varemærke.
Et svært liv
Men livet har ikke altid været diademer og catwalks for den unge dansker.
- Jeg kommer fra en familie med udfordringer. Jeg er opvokset i en meget dysfunktionel familie, som kæmpede med stofmisbrug, siger hun i en video, som organisationen bag Miss Universe har lagt op på videoplatformen YouTube op til finalen.
Heri nævner Theilvig blandt andet også, at hun tidligere har været offer for voldtægt og misbrug.
- Det budskab, jeg gerne vil sprede, er, at der altid er en ny dag i morgen. Du kan altid vælge at gøre i morgen til en mere positiv dag, siger hun.
- Hvis du ikke havde oplevet det, du har oplevet i din fortid, ville du ikke stå her i dag - så stærk som du er, tilføjer hun.
Danmark har aldrig vundet
I løbet af konkurrencen skal kvinderne gennemføre flere runder med konkurrencer.
Blandt andet skal de optræde i et kostume inspireret af deres nationale baggrund - men også i aftenkjoler og i badetøj.
Derudover skal de stille op til personlige interviews.
Danmark har endnu ikke vundet førstepladsen, men kom tæt på kronen i 1963, hvor Aino Korva fik andenpladsen.
Deltagerne bliver nomineret af lokale organisationer i lande, der vil deltage.
Ifølge Danmarks lokale Miss Universe organisation, Miss Danmark, er det ikke kun udseende, der betyder noget.
- Vi leder efter unge kvinder, der interesserer sig for skønhed, sundhed, mode, sport, uddannelse og har ambitioner for fremtiden. Der er ikke nogen krav for højde eller drøjde, står der på deres hjemmeside.