Indbrudstyve med rockerforbindelser stjæler designmøbler
To mænd er tirsdag blevet anholdt. De menes at stå bag mindst seks indbrud, men politiet har en formodning om at antallet er langt større.
Den sjællandske politienhed Task Force Indbrud (TFI) har i dag anholdt to mænd, der sigtes for indbrud i villaer, hvor særligt designmøbler har været målet.
Det er især den kostbare lampe, Koglen, designet af Poul Henningsen, som indbrudstyvene har været efter.
- Det formodes, at de anholdte mænd er gået efter huse der har været til salg, hvor værdifulde møbler og lamper har været afbilledet på nettet. Hvorefter de har stjålet de udsete effekter. Indbruddene er begået på en organiseret måde, der kan give op til seks års fængsel, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen til TV 2 Lorry.
Der forventes flere sigtelser mod de to mænd i den kommende tid. Men de er foreløbig sigtet for seks indbrud i Greve, Karlslunde, Smørum, Glostrup, Bagsværd og Værløse, som er begået i løbet af de seneste par uger.
Politiet har fundet nogle af de stjålne genstande.
- Vi er stadig i gang med ransagningen. En af de biler, vi har fundet, er fra et indbrud i Værløse, hvor tyvene kørte væk med tyvegodset i familiens bil. I dag kunne vi heldigvis aflevere bilen tilbage.
Foruden indbruddene er det politiets mistanke, at de to mænd i stjålne biler i en lang række tilfælde har opsøgt og observeret villaer, men undladt at begå indbrud, formentlig fordi der på de pågældende tidspunkter har været nogen i nærheden.
Og det kan derfor være en fordel at hilse på sine naboer i hverdagen.
- Nabohjælp handler om ganske almindelig sund fornuft. Hvis alle hilser på hinanden, så hilser vi også på indbrudstyven. Dermed gør vi det risikofyldt for indbrudstyvene, fortæller Lone Harlev, der er projektleder i Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden og ekspert i indkøbssikring.
Politiet mener også, at borgerne selv kan gøre meget for at beskytte sig.
- Hele indsatsen mod indbrud er noget vi skal klare sammen, fortæller Bent Isager-Nielsen og tilføjer:
- Og så skal man selvfølgelig afholde sig fra at købe hælervarer, uanset hvor fristende det måtte være at få en flot stol eller lampe til næsten ingen penge.
Selvom indbrudstyveri er faldet med ti procent, er tyveri-kurven er ikke knækket endnu. Derfor har Det Kriminalpræventive Råd flere anbefalinger.
- Det er vigtigt, at vi ikke bygger et fort op rundt omkring vores hus. Forebyggelsen kan klares med et par ekstra beslag og en ekstra lås. Det handler om at besværliggøre indbruddet for tyven, påpeger Lone Harlev.
Det formodes, at indbrudstyvene udså deres bytte på nettet. Derfor har politiinspektøren et sidste råd til fremtidige hussælgere.
- Det er klart, at ejendomsmæglerne vil fremstille husene så attraktivt som muligt. Jeg anbefaler dog, at lade være med at vise alt for gode billeder frem på nettet, siger Bent Isager-Nielsen.