Fupper godtroende pensionister: Nu kommer politiet med særlig opfordring
En falsk bankmand er på spil i Greve, hvor en 72-årig onsdag blev franarret flere tusinde kroner. Hun var ikke den eneste, der blev kontaktet af manden. Politiet opfordrer borgerne til at være opmærksomme på svindleren.
En falsk bankmand er på spil i Greve, og onsdag gik det ud over en 72-årig kvinde, der blev franarret sit dankort. Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den falske bankmand ringede i første omgang til kvinden med oplysningen om, at der var overført 15.000 til en fremmed konto, og at man mistænkte svindel.
Herefter bad "bankmanden" om PIN-koden til kvindens kreditkortet, og at han ville sende et bud til hende for at hente kortet.
Da kvinden spurgte, om hun ikke bare selv kunne klippe sit kort i stykker, var "bankmanden" meget overbevisende om, at det ikke kunne lade sig gøre.
Kort efter ankom en mand til kvindens adresse og hentede kortet. Ikke lang tid efter blev der hævet 6.000 kroner i en automat i shoppingcenteret Waves.
Det fik kvinden til at blive mistænksom, hvorfor hun ringede til sin rigtige bank og fik spærret kortet.
Politiet tog efterfølgende ud til kvindens adresse og efterforsker nu sagen om bedrageri.
Politiet: Tal med dine pårørende
Den 72-årige kvinde var ikke den eneste ældre borger i Greve, der havde "bankmanden" i røret onsdag.
Også en 83-årig kvinde oplevede at blive ringet op af en mand, der kunne meddele, at hendes bankkonto var blevet hacket.
Kvinden blev dog mistænksom, da manden talte gebrokkent dansk. Hun afbrød derfor opkaldet og kontaktede politiet.
Manden, der franarrede damen sit kreditkort, beskrives som en mand af mellemøstlig af udseende på 25-29 år. Han var 175-185 centimeter høj og havde en spinkel kropsbygning. Manden havde langt, sort hår sat op i en knold og var iført sort tøj.
Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis de modtager mistænkelige opkald.
Samtidig lyder det, at man ikke skal udlevere personoplysninger, kort eller koder til personer, der ringer og udgiver sig for at være fra en bank eller myndighed.
Da det fortrinsvis er ældre borgere, der kontaktes, opfordrer politiet til, at man tager en snak med sine pårørende om at forholde sig skeptisk til henvendelser, hvor der bedes om kortoplysninger.
Ikke første gang
Det er sket flere gange de seneste måneder, at ældre kontaktes af mænd, der udgiver sig for at være fra banken.
I løbet af december har politiet fået en række henvendelser fra folk, der er blevet kontaktet af de falske bankmænd.
I december måned forklarede Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry, at det langt fra er en unik svindlermetode at udgive sig for at være bankmand, hvorfor man ikke kan være sikker på, at det er de samme, der ringer.
Men særligt én ting går igen.
- De vælger ofrene ud fra deres navne, og vurderer hvor gamle de er på den baggrund. Vi oplever, at mange af navnene går igen på ofrene. Hvis man for eksempel ved, at der ikke er mange unge, der hedder Gudrun, så hiver man fat i dem, der hedder noget, som det typisk er ældre mennesker, der hedder, sagde kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands politi Charlotte Tornquist ved den lejlighed.
_