Fuglepark var klar til at trodse forbud - men efter politi-besøg trækker ejer i land
Ejeren af Nordsjællands Fuglepark var klar til at trodse regeringens forbud mod, at zoologiske haver kunne åbne før fase 3. Men nu har ejeren ombestemt sig og holder alligevel lukket i weekenden.
Frank Friis, der ejer Nordsjællands Fuglepark i Græsted, har været helt klar i spyttet:
Han ville holde sin fuglepark åben i denne weekend, selvom der er nedlagt et forbud mod, at zoologiske haver må åbne før genåbningens fase 3, der kan begynde den 8. juni.
- Hvis bøden kommer, så kommer den. Men jeg har jo ingen penge, så hvis ikke der kommer betalende gæster, så kan jeg bare lukke helt, sagde han tirsdag til TV 2 Lorry.
Men nu er der kommet andre boller på suppen. På parkens Facebook-side kan man læse, at parken alligevel holder lukket i denne weekend på grund af påbud fra politiet.
- Jeg bliver nødt til det, for politiet var her fredag og igen i dag. De sagde, at hvis jeg åbnede, så fik jeg en bøde på 10.000 kroner, og bøden ville blive fordoblet, hvis jeg holdt åben igen, siger han til TV 2 Lorry lørdag.
Han har mistet over en halv million kroner på corona-krisen indtil nu, oplyser han. Hver måned har han udgifter for 90.000 kroner til parkens 1.800 fugle.
Over smertegrænsen
Politiet har oplyst Frank Friis, at de vil tage fordi fugleparken to gange om dagen for at se, om han holder åbent. Og hvis der er åbent for gæsterne, så vanker der en bøde på 10.000 kroner.
Og det er over smertegrænsen for Frank Friis.
- Det er mere, end jeg kan risikere at få i kassen på en enkelt dag. Og hvis de fordobler det hver dag, så har jeg ikke råd til det, siger han.
Havde bøden været på 5.000 kroner ville han have holdt åbent, fortæller han.
- Jeg synes, at det er totalt latterligt, at vi ikke må åbne nu her. Vi har 70.000 kvadratmeter udendørsareal. Jeg er virkelig presset økonomisk. Det er jo mit livsværk, der risikerer at lukke, siger han.
Frank Friis besluttede i slut april at åbne sin fuglepark, selvom det dengang blev anbefalet, at zoologiske haver holdte lukket.
Indsamling kan sikre parks overlevelse
I sidste weekend, da det stod klart, at zoologiske haver først havde udsigt til at åbne den 8. juni, startede Frank Friis en indsamling, så parkens besøgende kunne støtte den økonomisk.
Han har indtil videre samlet 150.000 kroner ind.
- Jeg vil ikke bruge de penge, jeg har fået ind i donationer til at betale bøden med. Det kan jeg ikke være bekendt. De mennesker har givet mig penge for at holde liv i dyrene, så det skal de også bruges til, siger han.
Og der er kommet godt gang i indsamlingen. Fredag alene har han samlet 40.000 kroner ind.
- Det er de penge, der gør, at jeg tror, vi klarer den, siger han.
Frank Friis har ansøgt om penge fra en hjælpepakke, som vil kunne give ham 23.000 per måned for de sidste tre måneder. Men han har endnu ikke modtaget noget.
Han håber fortsat, at partierne besinder sig og bliver enige om at lade zoologiske haver åbne før den 8. juni.