Musikfestival vækker uro blandt naturelskere: "Det er meget sårbar natur, vi har her"

Med godt en uge til Musik i Lejet i Tisvilde, er de første tegn begyndt at vise sig. Der bygges op til festival – men også til bekymring.

Birgith Sloth er biolog og aktiv i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. 

TV 2 Kosmopol har inviteret hende ned til det område, hvor strandfestivalen Musik i Lejet skal afholdes. 

- Det er meget sårbar natur, vi har her – og det bekymrer os naturligvis, at der kommer skade på den.

Musik i Lejet betyder i første omgang hundredevis af lastbiler – og dernæst tusinder af festglade mennesker. Og det er ikke uden konsekvenser, mener de lokale naturelskere.

- Her, hvor vi står, kan man se, hvor tynd vegetationen er. Der er sandbund under, og så snart der kommer mange mennesker til at gå her, så bliver der slidt hul. Og det giver grund til bekymring. Også fordi det er udpeget til et beskyttet område, lyder det fra Birgith Sloth.

Birgith Sloth ved noget nogle af de forberedelser, der foregår op til festivalen.
Birgith Sloth ved noget nogle af de forberedelser, der foregår op til festivalen.
Foto: Andreas Hentze Madsen / TV 2 Kosmopol

Kodeordet er Natura 2000 – et fælleseuropæisk projekt, der handler om at beskytte bestemte naturområder lidt ekstra. For eksempel klitterne, som bugter sig ud mod Kattegat. Musikfestivalen ligger klos op ad sådan et område – og det mener man ikke – hos Dansk Naturfredningsforening – at kommunen har taget hensyn til.

- Jeg synes virkelig det er flovt og trist. Trist, at vi har sådan et smukt naturområde med så vigtige arter – og at man så behandler det sådan, lyder det fra Birgith Sloth.

Kommune og Naturstyrelsen trækker vejret roligt 

Det er kommunen, der har givet tilladelse til at afholde festival i området. Forud er gået et arbejde med at udarbejde en ny lokalplan, da det tidligere på året kom frem, at Musik i Lejet var blevet afholdt i strid med den oprindelige lokalplan. Den nye lokalplan blev først endeligt vedtaget i går – men hos Kommunen mener man – naturligvis – at der er taget de nødvendige hensyn.

- Vi har haft en høringsproces, og vi har forholdt os grundigt til de høringssvar, der er kommet ind. Der er ikke noget, som har overrasket os i forløbet. Så det, som vores fagfolk har taget stilling til, det er også det, som har indgået i grundlaget for at lave planen, siger Søren Korsholm, der er centerchef for byudvikling og kultur i Gribskov Kommune.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Også hos Naturstyrelsen er man rimelig rolig på naturens vegne. Det er Naturstyrelsen, der lejer området ud til kommunen – og også dem, der giver tilladelse til, at de store lastbiler kører gennem skoven. Et arbejde, der langt fra er uvant.

- Når vi har den slags opgaver i skoven - her eksempelvis Musik i Lejet - men også, når der skal skoves eller laves anlægsarbejde i skoven - så lægger vi køreplader ud nogle steder for at skåne vejene. Fordi det er billigere at skåne vejene, end det er at skulle reparere dem. Men under alle omstændigheder, så kommer der ikke til at foregå kørsel ind i skovmassiverne, ind i naturområderne. Vi giver kun tilladelse til ting, som vi mener, området kan holde til, fortæller skovfoged Søren Agerlund, der har sin daglige gang i naturen omkring Tisvilde.

Naturstyrelsen erkender, at det selvfølgelig slider på den omkringliggende natur, når så mange mennesker slippes løs til fest og farver. Men, det er natur, der vokser op igen – og derfor skal det ikke beskyttes i samme omfang som eksempelvis klitterne i området.

Hos de lokale naturelskere erkender man, at årets slag er tabt. Nu vil man klage over afgørelsen – i håbet om at kunne ændre noget fremadrettet, for naturens skyld:

- Der er virkelig al mulig grund til at sige, at nu skal vi altså træde i karakter og beskytte området. Og det håber vi så på sker fremover, lyder det fra Birgith Sloth


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik