Familiefar fik sprængt sit ansigt i stykker, mens 10-årig datter filmede
To år efter, at en fyrværkeriulykke ændrede familiefars liv, kommer han med særligt ønske til politikerne.
Vi gør opmærksom på, at denne artikel indeholder voldsomme beskrivelser.
Morian Jensen læner sig ind over et fyrværkeri-batteri med en lighter i hånden.
Det er den 27. december. Den ældste datter, Mathilde, står og filmer med sin telefon, fordi hendes far har lovet at teste, om det nu også er den type batteri, de skal bruge til nytår.
I det splitsekund, ilden fra lighteren rammer lunten, eksploderer hele det lovlige batteri i hovedet på den 32-årige familiefar.
- Det eneste, jeg kan se, er små revner med gløder, fortæller han til TV 2 Kosmopol to år senere.
Morian bliver herefter kastet nogle meter væk af den trykbølge, der kommer fra batteriet, og begynder panisk at kravle væk.
I de næste minutter forvandler 100 skud den rolige have i Frederiksværk til et rent kaos.
Morians kone, Michella, ser sin mand kravle væk fra vinduet sammen med deres yngste datter. Mens Michella er på vej ud i haven for at hjælpe, møder hun sin datter i døråbningen.
- Vi møder hinanden skrigende. Jeg siger til hende, at hun skal tage sin lillesøster og hunden under armen og løbe over til deres bedsteforældre, der bor fem huse væk. De skriger hele vejen, siger Michella.
Det skyder stadig ud til siderne, da Michella kravlende når frem til sin mand.
- Jeg kan huske, jeg siger lidt surt: Rejs dig nu op, siger Michella.
Men Morian kan ikke se noget, så Michella ringer 112. Da de beder hende om at beskrive ham, får hun vendt Morian om.
- Da jeg ser hans ansigt, tror jeg, hele byen kunne høre, at jeg skreg.
Dele af Morians ansigt er i stykker. Hans øjenæbler sidder i tråde nede ved mundvigen, og næsen sidder oppe i panden.
- Hans venstre side ved øjet kunne jeg have en knytnæve ind i, så åbent var det, siger Michella.
Det er den 27. december 2022, og livet, som familien Jensen kender det, er forandret for altid.
Skader fra fyrværkeri
I hele Danmark kom 192 personer til akut behandling efter skader fra fyrværkeri i 2023/2024, heraf var 33 af skaderne fra batterier.
Det er næsten identisk med 2022/2023, hvor 195 personer kom til akut behandling.
Blandt skaderne havde knap 30 procent øjennære skader, 24 procent skader på hænder og 17 procent brandsår.
Generelt er skader fra fyrværkeri faldende. For fem år siden i 2019/2020 var der 227 skader.
Det stod værst til i 1997/1998. Der kom der 546 personer til akut behandling, hvoraf 89 af dem var alvorlige skader.
Kilde: UlykkesAnalyseGruppen ved Odense Universitetshospital (OUH).
Traume for livet
Ambulancen ankommer få minutter senere og får hastet Morian til Rigshospitalet.
17 læger og sygeplejersker fra Traumecenteret tager imod og påbegynder en akut operation.
Men det står hurtigt klart, at Morian formentlig aldrig nogensinde kommer til at se igen.
- Hele verden stopper for os begge to, da han får at vide, han ikke får sit syn igen, siger Michella.
Men alligevel er det ikke det, der fylder mest hos den 32-årige far.
Da han vågner igen, er det første Morian siger: Undskyld.
- Jeg kunne ikke lade være med at sige undskyld, da jeg vågnede fra operationen. Undskyld, fordi jeg havde udsat børnene og Michella for det mareridt, de var vidne til.
- Jeg bliver helt ked af det nu..., siger Michella og tager en dyb vejrtrækning, inden hun fortsætter:
- Børnene begyndte jo at skrive sms'er, om far var død. De anede ikke, om han var død eller levende.
Foto: Michella Jensen
34 kom alvorligt til skade
Morian Jensen var langt fra den eneste dansker, der kom galt afsted med fyrværkeriet i 2022.
I nytårsdøgnene den 31. december 2022 og 1. januar 2023 kom i alt 195 personer til til akut behandling på grund af skader efter fyrværkeri. Sidste år faldt antallet i 192 personer, heraf fik 34 personer alvorlige skader.
Det viser opgørelsen fra Ulykkesanalysegruppen på OUH.
Blandt alle havde knap 30 procent øjennære skader, 24 procent skader på hænder og 17 procent brandsår.
Ifølge opgørelsen opstod knap 90 procent af skaderne på baggrund af lovligt fyrværkeri.
Livet ændrede sig med et brag
I dag er Morian Jensen diagnosticeret med PTSD, angst og depression.
Ulykken har taget hårdt på hele familien, forklarer ægteparret.
- Vi gik fra at være en helt velfungerende familie, hvor vi begge var i arbejde og havde to børn. Nu har vi bare to børn, der er bange hele december og har angstanfald, siger Morian og Michella.
Især tanken om, at han ikke ser, hvordan hans børn vokser op, får tårerne frem i familiefaren.
- Et halvt år efter ulykken står jeg med min ældste datter i køkkenet. Jeg skal prøve at beskrive hende, og jeg siger, hun har langt lyst hår, der hænger ned. Men på et halvt år er hun blevet mørkhåret, og der begynder jeg at græde. Jeg aner jo ikke, hvordan hun ser ud længere, siger Morian.
Vil have loven strammet yderligere
I år er det for første gang kun tilladt at affyre fyrværkeriet den 31. december og 1. januar i Danmark. Tidligere måtte man fyre af over seks dage fra den 27. december til og med 1. januar.
Affyring uden for affyringsperioden kan medføre bødestraf på 2.500 kroner.
Da lovændringen blev varslet sidste år, oplyste Erhvervsministeriet, at det var af hensyn til dyr, naturen og tidligere udsendte soldater.
Men står det til Morian Jensen skal lovgivningen strammes yderligere. Den tragiske hændelse for to år siden har nemlig fået ham til at komme med et bestemt opråb: Forbyd fyrværkerisalg for private.
Kommuner rundt omkring i landet kan lave store, organiserede shows i stedet, hvor alle kan komme og kigge i stedet for, mener han.
- Jeg plejede at være en, der elskede fyrværkeri, men fyrværkeri er ikke det værd. På et splitsekund kan du miste alt, siger han og fortsætter.
- Hvis bare det kan skræmme én fra at tænde noget fyrværkeri, er planen lykkedes, siger Morian.
Og noget tyder på, at Morian Jensen ikke er alene med den holdning.
Sidste år viste en Megafonundersøgelse, som TV 2 fik lavet, at 53 procent af danskerne er enten helt eller overvejende enige i, at man skal forbyde salg af fyrværkeri til private.
Omvendt var 39 procent af danskerne enten helt eller overvejende uenige i, at der skal indføres et totalforbud.
I 2021 blev der samlet 50.000 underskrifter til et borgerforslag om at indføre et forbud mod alt salg og brug af fyrværkeri for private. Forslaget lagde op til, at anvendelse af fyrværkeri skulle forbeholdes certificerede fyrværkerimestre.
På Christiansborg var der dog ikke den store opbakning til idéen. Her stemte alle partier med undtagelse af Alternative, Enhedslisten og løsgænger Susanne Zimmer, nemlig imod forslaget, da det blev fremsat.