Politiets blitz på overarbejde: Mange bilister kørte alt for stærkt på lille vej
Under en nylig fartmåling i Kregme kørte 132 ud af 192 køretøjer for hurtigt på en vej med fartbegrænsning på 30 kilometer i timen. Nedslående, lyder det fra Nordsjællands Politi.
x
I sidste uge klappede fartfælden usædvanligt mange gange oppe i det nordsjællandske.
På en fartmåling i Kregme i Halsnæs Kommune blev et anseeligt antal bilister nemlig blitzet på blot fem timer.
Ud af de i alt 192 køretøjer, der passerede fartmåleren, havde 132 af dem for meget fart på. Det svarer til, at mere end to ud af tre kørte for hurtigt.
Hertil får 66 af de 132 også et klip i kørekortet, og 23 af dem står til en frakendelse.
Det fremgår af et Facebook-opslag af Nordsjællands Politi.
"Ekstremt nedslående" og "en massiv øv-dag", skriver de, som reaktion på de mange fartsyndere.
Borgerhenvendelser
Det var på foranledning af borgerne, at politiet havde stillet an med deres ATK-vogne, som de bruger til at måle farten i trafikken med.
Borgerne havde nemlig bedt politiet om assistance, da de mente, at der blev kørt for stærkt på den del af Kappelhøjvej, hvor det er tilladt at køre 30 kilometer i timen. En strækning, hvor skolebussen kører, hvor der er bump og indsnævringer, og hvor den tilladte hastighed er tydeligt markeret.
"Borgerne havde desuden fortalt, at nogle bilister overhaler den lokale skolebus ulovligt, når den henter og bringer skolebørnene på den pågældende vej."
Kommer retur
Nordsjællands Politi beretter, at flere af bilisterne efterfølgende tog kontakt til dem i ATK-vognen. Her erkendte de, at de kørte alt for stærkt, og at det var helt på sin plads, at politiet havde taget opstilling på stedet.
Grundet det høje antal blitzede biler agter Nordsjællands Politi at komme tilbage.
"Trods den skuffende dag, eller måske faktisk på grund af den skuffende dag, kommer vi igen."
En oplevelse de håber bliver mere positiv.
"For os er det nemlig ikke en god dag, når vi får blitzet flittigt, for vi så allerhelst, at fartgrænserne blev overholdt. Husk på, vi vil hellere have, I bidrager til færdselssikkerheden end til bødekassen", skriver de i opslaget.
Målingen blev foretaget den 1. februar.
Se hele Facebook-opslaget herunder: