Virus fundet i danske fugle for første gang – myg kan smitte mennesker
Det oplyser Statens Serum Institut i den seneste opdatering fra instituttets infektionsberedskab.
Der er tale om Usutu-virussen, som via stikmyg også kan blive overført fra fugle til mennesker.
Fuglene er fundet i henholdsvis Aabenraa, Hundested og på Bogø, oplyser SSI.
Usutu-virussen er i familie med gul feber, vestnilfeber og dengue – virusser, der alle kan blive overført til mennesker fra myg.
Hos mennesker kan Usutu-virussen give feber, udslæt og gullige øjne, og i sjældne tilfælde kan der opstå alvorlige neurologiske symptomer, herunder eksempelvis hjernebetændelse. Det gælder især hos ældre og immunsvækkede.