Traditionsrig færgerute udvider: Vil erobre København med pil-selv-rejer og hvidvin
Sundbusserne ved Helsingør Færgeterminal udvider med et nyt koncept. Såkaldt atencruise i København med pil-selv-rejer, hvidvin og musik skal lokke flere gæster til.
Færgefarten Sundbusserne fejrer 65 års fødselsdag i år.
Siden 1958 har de sejlet danskere til Helsingborg og svenskere til Helsingør, der typisk tog en endagstur for "at tura", som det hedder på svensk.
En dram og en bajer har som oftest hørt sig til, når man sejlede med Sundbusserne, men nu kan færgernes gæster se frem til et udvidet katalog.
Henad aftenen fredag den 28. juli debuterer den gamle færgeforretning nemlig med et nyt koncept:
Et aftencruise med livemusik, pil-selv-rejer og hvidvin. Fra Københavns Havn skibes der ud, og så går det ellers til søs, hvor man kan se Københavns byliv og ikoniske bygninger fra søsiden.
Det nye tiltag er en lille del af en større plan om hele tiden at teste nye markeder af i en niche-branche.
Direktør for Sundbusserne, Hans Froholdt, mener, at man ikke skal være bange for at prøve sig frem for at klare sig som en mellemstor Helsingør-baseret virksomhed.
- Det tager altid noget tid at få bygget noget nyt op, alt imens vi har omkostningerne, så det er altid en udfordring at prøve noget nyt, men det gør vi med glæde, siger direktør og kaptajn for Sundbusserne, Hans Froholdt til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Nogle hårde år
Men der har ikke kun været solskinsdage på færgeterminalen i Helsingør.
I december 2021 var landet ramt af Covid-19-nedlukning, og Sundbusserne var ingen undtagelse. Rederiets tre færger lå i månedsvis stavnsbundet til kajkanten, og en konkurs truede.
"Kassen er tom. Vi er simpelthen nødt til at få nogle penge ind igen, ellers kan vi ikke eksistere mere, sagde direktør Hans Froholdt dengang til TV 2 Kosmopol.
En redningskrans i ellevte time kom i kraft af regeringens hjælpepakke, der gik til lønkompensation såvel som drift.
- Det er jo ikke så mange virksomheder, der når hertil. Så det er forbundet med stolthed, at vi stadig er her. Nu går det godt, men vi har haft nogle hårde år med corona. Og så er der jo udfordringer med den svenske krone i øjeblikket, og det er Helsingør ikke så glade for, men så forsøger vi at få nogle københavnere herop i stedet for, siger direktør Hans Froholdt.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Olaf Kjelstrup/Ritzau Scanpix
Udvidelser
Da ruten startede i sin tid, sejlede Sundbusserne kun på tværs af Øresund mellem Helsingør og Helsingborg.
Siden da har færgen Pernille fragtet hundredetusindvis af passagerer på tværs af sundet, der er et af Nordeuropas travleste farvand.
Sundbusserne sejler nu også på langs af Øresund mellem København og Helsingør, ligesom der også er kommet ture til den svenske sommerø, Hven.
Og direktør Hans Froholdt håber, at der vil blive taget godt imod det nye koncept.
- Jeg håber på, at folk vil tage godt imod vores nye ide. Det gode er, vi kan altid finde læ, for vi kommer ikke ud i blæsevejr, når vi sejler så tæt på kysten, siger han.
De nye aften-cruices på færgen Lea Elizabeth kører fredage og lørdage til en start.