Flyselskab med base i Herlev er gået konkurs
Luftfartsselskabet Pas Aviation med base i Herlev er gået konkurs i starten af december, fremgår det af CVR-registret. Selskabet havde 89 ansatte, skriver Sjællandske Nyheder.
- Vi har cirka 100 medlemmer, der er påvirket af Pas Aviations konkurs. Vores førsteprioritet er, at de kommer så smidigt igennem konkursprocessen som overhovedet muligt, har Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU), sagt til Fagbladet Luftfart.
De ansatte i Pas Aviation var piloter og kabineansatte for luftfartsselskabet XFly, der gik konkurs i midten af november. XFly er ejet af staten Estland, der siden 2023 har forsøgt at privatisere selskabet. Da forhandlingerne med en mulig investor brød sammen den 18. november, begærede selskabet sig selv konkurs.
Efter konkursboet Pas Aviation var i skifteretten 5. december, er de ansatte blevet fritstillet og har derfor mulighed for at søge andre job og få udbetalt løn fra Lønmodtagernes Garantifond, skriver Sjællandske Nyheder.