24-årig fængsles for vanvidskørsel efter dødsulykke - øjenvidne vurderer, der blev kørt 150 km i timen
En 24-årig mand nægter sig skyldig i at have medvirket til uagtsomt manddrab. Tre mistede livet.
x
Den 24-årige mand, som lørdag blev anholdt i kølvandet på en trafikulykke, der kostede tre personer livet på Hillerødmotorvejens forlængelse, nægter sig skyldig.
Det fortæller hans forsvarer søndag i Retten i Hillerød.
Her har en dommer varetægtsfængslet ham i 10 dage for det, der populært kaldes vanvidskørsel.
Dommeren vurderer, at en varetægtsfængsling er nødvendig af hensyn til retshåndhævelsen.
Anklagemyndigheden mente, at den 24-årige havde gjort sig skyldig i uagtsomt manddrab og i at stikke af fra en dødelig trafikulykke lørdag morgen.
Men dommeren fandt ikke, at der var særlig bestyrket mistanke mod manden for de lovovertrædelser. Hun henviser blandt andet til, at det ikke er den 24-årige mand, som var involveret i trafikulykken.
I ulykken kørte en 33-årig mand frontalt sammen med en bil, hvor der sad et forældrepar og to børn i skolealderen.
Den 33-årige mand og forældreparret døde. I anklagemyndighedens sigtelse fremgår det, at børnene fik livstruende skader.
Anklage: Kørte hasarderet
Ifølge TV 2, kom det under retsmødet frem, at den 33-årige omkomne billist i en hvid BMW, mens den sigtede kørte i en sort.
Senioranklager mener, at den 24-årige og den 33-årige har kørt ræs med hinanden fra København og indtil ulykkesstedet. Det afviser den 24-årige mand.
Ifølge manden blev han på ulykkesstedet, men ambulancefolk bad ham om at holde afstand, fortæller han.
- Jeg siger, han er min ven. Jeg skal være der, siger han i retten.
Den 24-årige mener også, at han hørte en kvinde ringe efter en ambulance.
Sigtet: Min kammerat havde drukket alkohol
Den 24-årige har i retten afgivet forklaret og ifølge TV 2 fortalt, at hans kammerat havde drukket i løbet af aftenen.
- Du er stiv, sagde jeg til ham, forklarer den 24-årige i retten og fortæller, at han ville have kørt den 33-årige dræbtes bil, men han afviste, fordi han skulle på arbejde dagen efter.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Den sigtede har ifølge TV 2 forklaret, at det var på grund af aldersforskellen, at han ikke kunne tale den 33-årige fra at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand.
Nordsjællands Politi har ikke oplyst, om nogen har været påvirket i forbindelse med ulykken.
Flere vidner afgav ligeledes forklaring i retten søndag. Et vidne mener, at han er blevet overhalet af de to mænd kort før ulykkesstedet. De kørte i hver deres BMW og kørte med 150 kilometer i timen, mener vidnet.
Den 24-årige tog forbehold for at kære fængslingen til landsretten.