Arkæologer finder forsvundet landsby under udgravning af motorvej
Arkæologer fra Museum Nordsjælland har nu fundet et stykke historie fra fortiden. En gammel middelalderlandsby er dukket op tæt på motorvejsforlængelse.
To beboelseshuse og et lille udhus fra 1200 – 1300-tallet er dukket op tæt ved Hillerødmotorvejens forlængelse.
Det er arkæologer fra Museum Nordsjælland, der for nylig har udgravet de nye fund.
- Alt tyder på, at husene er en del af landsbyen Skyrød. I skriftlige kilder omtales Skyrød som en bebyggelse, der er knyttet til herresædet Favrholm. Den sidste beretning om Skyrød fortæller, at landsbyen blev revet ned i slutningen 1550´erne, fortæller Jakob Schlein Andersen fra Museum Nordsjælland i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Herefter forsvandt byen ud af historien, og først med de nye udgravninger er den kommet frem af tidens glemsel.
Det nye fund betyder nu, at man for første gang kender landsbyens præcise placering.
- Det giver os en vigtig viden om Hillerød, som vi ikke har kunnet få fra skriftlige kilder. Så på den måde er det et meget vigtigt fund, siger han til TV 2 Kosmopol.
Artiklen fortsætter under formularen
Fund fra hverdagslivet
Ved de udgravede huse har arkæologerne undersøgt flere gruber, som blev gravet i middelalderen for at skaffe ler.
Gruberne blev fyldt op med affald fra gårdene, som nu er fundet og giver et indblik i det daglige liv og arbejde i middelalderen. Blandt fundene er der en del mønter af kobber, bæltespænder, knive af jern, teenvægte og hestesko. Der blev også fundet skår fra kopper og kander, der var en del af den daglige service i middelalderen. Det er mønterne og servicen, der daterer fundet til 1200-1300-tallet.
Foto: Museum Nordsjælland
Foto: Museum Nordsjælland
Der er ikke meget tilbage af middelalderhusene. Stort set kun stolpehullerne er tilbage - der er de nedgravninger, hvori husenes trækonstruktion var forankret. I flere af dem er der fundet brændt materiale, der viser, at et af husene på et tidspunkt er brændt ned. I vestenden af det ene hus er der også fundet rester af de ovne, der blev brugt til madlavningen.
Første konkrete vidnesbyrd
De nyudgravede huse og gruber er kun en lille del af middelalderlandsbyen Skyrød - men fundene er det første konkrete vidnesbyrd om landsbyen.
Foto: Museum Nordsjælland
Arkæologerne kan sætte husfundene sammen med spredte middelalderlige fund, fra den modsatte side af vejen, og tilsammen viser de, at bebyggelsen sandsynligvis har strakt sig helt derover. Skyrød bebyggelsen er samtidig en del af et større kompleks af middelalderlig landbebyggelse omkring det nuværende Hillerød, der blandt andet også omfatter en vandmølle med samme datering. Vandmøllen har ligget 1,5 km vest de nyfundne huse.
Forventer flere fund
Når Vejdirektoratet skal bygges eller udbygges en ny vej, så er det fast procedure, at arkæologer fra de lokale museer skal have mulighed for at undersøge, om der ligger fortidsminder gemt i området.
Det kan derfor heller ikke udelukkes, at flere nye fund vil i den kommende tid blive udgravet langs med Hillerødmotorvejens forlængelse.
Faktisk forventer Jakob Schlein Andersen, at der vil komme langt flere historiske fund de kommende år. Der er nemlig flere byudviklingsprojekter i kikkerten, hvor museet samarbejder med myndighederne.
- Vi forventer at kunne få en meget større viden om Hillerød, og de foreløbige undersøgelser viser, at der kan være fund fra flere perioder helt tilbage fra jernalderen, siger han.