Svindler narrede dankortet fra 90-årig kvinde
Og torsdag formiddag skete det igen.
En 90-årig kvinde fra Slangerupgade i Hillerød blev torsdag klokken 11 udsat for bedrageri.
Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.
Kvinden blev ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Arbejdernes Landsbank, og som fortalte, at hun skulle have et nyt dankort, og derfor ville der komme en mand og hente hendes kort.
Derefter kom en mand og afhentede kvindens dankort. Den 90-årige kvinde beskriver manden som cirka 50-59 år gammel, cirka 175 cm høj og almindelig kropsbygning. Han var skaldet og iført T-shirt og lyseblå cowboybukser.
Efterfølgende blev der hævet et større beløb fra kvindens konto.
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.