Her står det så: Vestegnskommune har taget super-rådhus i brug
Medarbejderne i Høje-Taastrup Kommunes nye rådhus er flyttet ind, men indvielsen sker først til foråret.
x
Der er plads til omkring 500 medarbejdere, og de fleste er allerede rykket ind. Høje-Taastrup Kommune på Københavns Vestegn har fået et nyt vartegn - og et nyt ni etager højt rådhus, som netop er taget i brug.
Bygningen er tegnet af PLH Arkitekter, der sammen med ALL og COWI vandt konkurrencen om at skabe kommunens nye rådhus, som råder over ikke mindre end 8.700 kvadratmeter.
Fungerende borgmester i Høje-Taastrup, Kurt Scheelsbeck (K), er begejstret:
- Det lever på alle måder op til vores forventninger om, at vi skulle have et rådhus, hvor man kan fornemme, at der er liv.
- Man kan se folk sidde rundt på etagerne, og det giver et helt andet, transparent udtryk end det gamle, der var præget af lange gange med kontorer på begge sider. Det betyder, at når jeg møder om morgenen og går op til syvende etage, kan man se, at folk er i gang, siger han til TV 2 Kosmopol.
Det nye rådhus er trods sit markante indslag i landskabet med de godt 8.000 kvadratmeter kun cirka halvt så stort som det gamle. Men pladsen bruges langt bedre, og så udnytter man det faktum, at mange ansatte arbejder hjemme engang imellem.
Genbrug af boligblokke
PLH Arkitekter skriver i en pressemeddelelse om nybyggeriet, at der er tænkt en hel del miljø- og klimabevidsthed ind i projektet.
- Høje-Taastrups nye rådhus er prækvalificeret til at få bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld af Rådet for Bæredygtigt Byggeri og forventes at få den endelig certificering, når der er data for husets brug. Certificeringen gives, fordi der i designet og byggeriet har været særligt fokus på tiltag og løsninger, der bidrager til at gøre projektet mere bæredygtigt i forhold til klima, miljø og sociale forhold, hedder det.
Rådhusets fundament er bygget af genbrugsbeton, som kommer fra boligblokke, der er revet ned i området.
Bygningen er samtidig designet, så energiforbruget er lavt, og der er installeret intelligent styring af varme og lys, så forbruget indrettes efter aktivitetsmængden i huset.
Øverst over bygningens store atrium er der installeret tagvinduer, der åbnes, og dermed kan man om sommeren trække varme ud og skabe nedkøling - uden brug af energi.
- Det er med en stor portion stolthed, at vi nu kan se, hvordan visioner bliver til virkelighed, når Høje-Taastrups nye rådhus slår dørene op. Der er tale om et utroligt innovativt projekt med ambitioner på hele byens vegne.
- I et tæt samarbejde med alle parter har vi skabt en smuk signaturbygning, der er skræddersyet til at styrke mødet mellem borger og kommune, de demokratiske processer og bylivet, siger Søren Mølbak, direktør og partner, i pressemeddelelsen fra PLH Arkitekter.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Kontraframe
Pris: 310 millioner
PLH Arkitekter står i øvrigt også for byggeriet af en rådhusafdeling i Herlev - Hjortespring Rådhus. Dette er netop blevet overdraget til kommunen, som nu er i færd med at indrette det.
Beslutningen om at bygge nyt rådhus i Høje-Taastrup blev taget tilbage i 2016, da man dengang vurderede, at det ville koste over 300 millioner kroner at renovere det gamle rådhus, mens et nyt kunne bygges for næsten 100 millioner mindre.
Nybyggeriet endte dog med en pris på cirka 311 millioner kroner.
- I det oprindelige forslag lå byrådssalen på ottende etage. Men vi var enige om, at det var et forkert signal. Den skulle ned i stueetagen og ligger nu i en slags tilbygning - folk kan se ind, når byrådet holder møde. Og det var med til at forhøje prisen, siger Kurt Scheelsbeck og tilføjer, at en forsinkelse i byggeriet også var med til at fordyre projektet.
- Til gengæld har vi solgt den gamle rådhusgrund for omkring 100 millioner kroner. Og det nye hus er billigere i drift - udgiften til at holde huset i gang er fem millioner kroner mindre om året, end i det gamle rådhus, siger han.
Selv om bygningen nu er taget i brug, så skal den først officielt indvies senere på året. Det sker formentlig i juni.
Foto: Kontraframe