Kommune-kassen tæt på tom: Nu stoppes byfornyelse, og velfærden reduceres
Hørsholm Kommune har udsat både lokalplaner og byfornyelse. Velfærden, som kommunen ville styrke, bliver også ramt.
Der er rød alarm på rådhuset i Hørsholm.
Det står klart, efter kommunen har set det endelige regnskab for 2018, som TV 2 Lorry tidligere har beskrevet.
Her forventer kommunen at have et under samlet underskud på 17 millioner kroner, og det får betydning for 2019-budgettet, som faldt på plads med et politisk flertal i efteråret 2018.
Budgettet for dette år holder ganske enkelt ikke, da forudsætningerne ikke er i orden, og administrationen i kommunen forventer samtidig merudgifter på i alt 23 millioner kroner i 2019 alene.
Lokalplaner og byforbyelse udskydes
Nu har Hørsholm Kommune valgt at løfte sløret for, hvordan en del af kassebeholdningen skal øges.
Den 24. januar godkendte Miljø- og Planlægningsudvalget, at udarbejdelsen af en række nye lokalplaner udsættes.
De præcise områder er vist på kortet herunder
Foto: Hørsholm Kommune
Det gælder blandt andet lokalplanlægningen af Folehavekvarteret og forbyelsen af Byplan 6, som dækker en del af Rungstedområdet, som skrinlægges indtil økonomien igen tillader udviklingen.
- Vi er rigtig ærgerlige over at skulle skuffe de borgere, der går og venter på de nye lokalplaner, men den pressede økonomi har medført, at vi er nødt til at prioritere skarpt, og derved udskyder vi fornyelsen af plangrundlaget, siger formand for Miljø- og Planlægningsudvalget, Jan Klit, og tilføjer:
- Vi ønsker fortsat at forny plangrundlaget i de omtalte områder, vi gør det blot i et langsommere tempo, end vi kunne ønske os – økonomien skal kunne følge med.
Genopretningsplan skal redde økonomien
Kommunen har nu set sig nødsaget til at igangsætte en såkaldt genopretningsplan, som skal gøre det massive hul i kommunekassen mindre.
- Med genopretningsplanen sker der en fuld opbremsning på alle udgifter. Det er en hård kur, der ikke kan undgå at få negative konsekvenser for borgerne. Det er imidlertid nødvendigt for at opretholde en holdbar økonomi, siger Hørsholms konservative borgmester Morten Slotved, der også er formand for Økonomiudvalget.
- Forligspartierne er enige om at mødes og drøfte hvordan, hvor vi politisk kan støtte op, tilføjer han.
OVERBLIK: Sådan vil Hørsholm genoprette økonomien
- Tidlig hjemtagelse af lån
- Anlægsstop fra 82 til 58 mio. kr.
- Udmønte driftsreduktioner, i form af:
- Ansættelsesstop på rådhuset i 2019 svarende til 5-8 mio. kr.
- Driftsreduktioner i 2019 på ikke-rådhus enheder svarende til samlet 15 mio. kr.
- Indefrysning af overførsler 2018/19
- Handleplaner på special- og sundhedsområderne
- Tidlig hjemtagelse af indtægter
- Generel forbrugstilbageholdenhed - Salg af PH Park og Ådalsparkvej 2
Kilde: Hørsholm Kommune
Ifølge kommunen er det særligt udgifter til det specialiserede børneområde, det specialiserede voksenområde og medfinansieringen af sundhedsydelser i 2018, som har væltet budgettet.
Den høje merudgift har samtidig ramt et år, hvor kommunen kalkulerede med en lav kassebeholdning på grund af investering i en række byggegrunde.
Her har Hørsholm blandt andet købt den gamle politistation og den gamle hospitalsgrund.
TV 2 Lorry har tidligere talt med borgmester Morten Slotved om kommunens skrantende økonomi. Se indslaget herunder:
Kommunekassen tæt på tom
Men likviditetsprognosen fra oktober 2018 har ikke holdt stik, og derfor er kommunekassen tæt på tom.
- Den økonomiske situation er alvorlig og stærkt bekymrende. Og hvis ikke vi gør noget drastisk her og nu, så bliver vores kassebeholdning yderligere reduceret til et uholdbart niveau.
- Så vi bremser vores udgifter nu for at få genoprettet økonomien, udtaler kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon.
De udgifter, som skal spares, kommer primært fra den administrative sektor og byplanlægningssektoren, hvor mange planlagte aktiviteter både udsættes og stoppes.
Det betyder blandt andet, at lokalplaner og bydudvikling, som tidligere nævnt, sættes i bero.
Men også velfærden bliver ramt, fremgår det på kommunens hjemmeside.
Special- og sundhedsområdet reduceres
Selvom det har været uventede udgifter på specialområdet, som har været med til at sætte kommunens økonomi under stærkt pres, har kommunen valgt at nedprioritere handleplaner på special- og sundhedsområdet.
Det sker, selvom kommunalpolitikerne i efteråret 2018 vedtog, at der i budgettet 2019-2022 blev tilført midler til driften for det specialiserede voksenområde og medfinansiering af sundhedsudgifter på i alt 24 millioner kroner.
”Tilførslen af driftsmidler på det specialiserede voksenområde samt sundhedsområdet ved budgetvedtagelsen var målrettet 2019, og budgetudfordringen er derfor stigende i 2020 og de efterfølgende år”, skriver kommunen.
Genopretningsplanen for den slunkne kommunekasse iværksættes med det samme, og kommunen håber, at de reducerede udgifter i 2019 medfører, at kassebeholdningen øges og stabiliseres.