Nu skal politiet afgøre, hvad der skal ske med rottweiler, der bed 76-årig
Københavns Vestegns Politi bekræfter, at de har sigtet hundeejeren til den rottweiler, der 30. august bed en ældre dame i armen.
Vi skal advare mod voldsomme billeder i artiklen. Billederne er derfor placeret nederst i artiklen.
Som TV 2 Lorry tidligere har fortalt, så blev 76-årige Alice Aaberg bidt af en rottweiler, der bed sig fast i hendes arm, da hun for nylig var en tur på Risbjerg Kirkegård i Hvidovre, hvor hun netop havde mindet sin nyligt afdøde mand ved hans gravsted.
Ifølge Alice Aaberg undskyldte kvinden, der gik tur med hunden, hurtigt, men da Alice ønskede kvindens navn, skyndte hun sig væk med hunden.
- Det var kaotisk. Det var chokerende, og jeg begyndte at græde. Det gjorde ondt, og der var kaos i mit hoved, siger hun og fortæller, at hun efterfølgende ringede til sin datter, der ikke bor langt derfra har Alice Aaberg tidligere fortalt TV 2 Lorry om episoden.
Efterfølgende anmeldte hun episoden til politiet, der hurtigt opfordrede ejeren af hunden til at melde sig til dem, så de slap for at tage ud og banke på hos vedkommende.
Kvinde sigtet
Nu er der nyt i sagen.
Over for TV 2 Lorry bekræfter Københavns Vestegns Politi, at de nu har hunden i deres varetægt og i øjeblikket gennemgår en såkaldt adfærdstest.
- Når adfærdstesten ligger klar, bliver der taget stilling til, hvad der skal ske med hunden, lyder det i et skriftligt svar.
Hvornår resultatet af testen ligger klar, er endnu uvist, men politiet oplyser, at det gerne skulle ske "snarest".
Derudover er hundens ejer - en kvinde - blevet sigtet "for ikke at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forbygge, at hendes hund forvoldte skade på andre."
Kvinden erkendte de faktiske forhold og har nu fået en bøde på 4.000 kroner.
For Alice har bidet heldigvis ikke haft nogen betydning for hendes bevægelsesfrihed i hænderne eller fingrene, men hun kan konstatere, at det har været et voldsomt bid.
- Det går udmærket. Jeg har været til lægen og fået det skiftet forbinding og strips. Jeg er lidt følelsesløs i området, og det skal jeg være opmærksom på, fortæller Alice Aaberg, der forventer, at hun skal til lægen "mange gange" endnu.
Vi skal advare om voldsomme billeder nedenfor!
_
_