Overtidsmål sender Hvidovre millimeter fra Superligaen
Magnus Fredslund sørgede for en 3-2-sejr over Vendsyssel, hvilket sendte Hvidovre-spillerne i ekstase.
Hvidovre IF kan godt begynde at forberede sig til at lege med de store klubber i Superligaen.
Med et sejrsmål tre minutter inde i overtiden sørgede Magnus Fredslund for, at Hvidovre vandt lørdagens udekamp mod Vendsyssel med 3-2, så oprykningen næsten er en realitet.
Sejren i Hjørring betyder, at Hvidovre på andenpladsen i 1. division kun i den yderste teori kan indhentes af Sønderjyske på tredjepladsen. Vejle er for længst sikret den anden oprykningsplads.
Hvidovre har således et hul på seks point til Sønderjyske, der mangler at spille to kampe. Samtidig er Hvidovres målscore 11 mål bedre end forfølgernes.
Det så ellers ud til, at Hvidovre-træner Per Frandsen og hans spillere for anden gang i træk skulle gå skuffede fra banen.
Vendsyssel var foran med både 1-0 og 2-1, som også var stillingen med seks minutter tilbage af kampen.
Hvidovres Marcus Lindberg fik med sit andet mål i kampen udlignet til 2-2 og rettet en smule op på det straffespark, han havde brændt fem minutter efter pausen.
Herefter kom der ellers godt gang i sagerne, og spillet bølgede frem og tilbage.
Alt tydede på, at affæren skulle ende 2-2, men dybt inde i overtiden trillede bolden hen til Magnus Fredslund, der med et fladt skud fra kanten af feltet blev den store Hvidovre-helt.
Kan ånde lettet op efter sidste uges mavepuster
Hvidovre IF kunne allerede i sidste uge spille sig helt tæt på en sikret oprykning til det fineste fodboldselskab i Danmark, men rivalerne fra SønderjyskE fik spoleret oprykningsfesten med to sene scoringer.
TV 2 Kosmopol har tidligere beskrevet, hvordan Hvidovre IF ikke når at blive klar med et nyt stadion til Superligafodbold, som det ellers kræves.
Hvis stadionet skal leve op til kravene for Superliga, skal der bygges tribuner med plads til yderligere 3.400 tilskuere. Dermed bliver den samlede kapacitet 10.000.
Derudover skal der også etableres et VIP-lounge-område med uforstyrret udsyn over banen til mindst 300 personer.
Endelig skal der også bygges tv-studie og tårne til tv-kameraer.
Det er 26 år siden, at Hvidovre senest spillede i Danmarks bedste fodboldrække. Meget skal gå galt, hvis det ikke skal blive til et gensyn i næste sæson.