Efter dokumenteret omsorgsvigt: Nu er omstridt bosted lukket og slukket
De ti beboere på det omstridte bosted HabitusHuset i Græsted er nu alle fraflyttet. 27-årige Thomas, som var udsat for omsorgssvigt, trives langt bedre på sit nye bosted, fortæller moren.
- Der er lukket og slukket, siger chefen for Socialtilsyn Hovedstaden, Dan Theolander Holmgreen til TV 2 Kosmopol.
Bostedet HabitusHuset Ny Mårumvej har været omstridt efter TV 2 Kosmopol har dokumenteret, hvordan flere beboere blev udsat for massivt omsorgssvigt, mens de var i bostedets varetægt.
Værst gik det for beboeren Nanna Kirstine Dahl, der døde som følge af de ætsningsskader, som hun pådrog sig på bostedet, mens hun var i personalets varetægt.
Siden blev HabitusHuset Ny Mårumvej indstillet til strakslukning af Socialtilsyn Hovedstaden på grund af kritisable forhold, og Magistraten i Frederiksberg Kommune traf den endelige afgørelse om lukning den 25. juni.
Og i mandags flyttede de sidste fem af bostedets 10 borgere så ud og ind på andre bosteder.
Foto: Privatfoto
Én af dem er 27-årige Thomas Frank Sørensen, hvis kommune allerede før lukningen meddelte, at han skulle flyttes på grund af manglende trivsel og flere alvorlige hændelser, hvor han måttes sendes på skadestuen med forgiftning.
"Han er meget mere tryg"
I mandags flyttede han ind på bostedet Kellersvej i Gladsaxe.
- Han er meget mere tryg her, han er lyst helt op og er glad, fortæller hans mor, Susanne Hansen til TV 2 Kosmopol her på hans tredje dag det nye sted.
Foto: Privatfoto
- Han er en helt anden. Hos HabitusHuset ville han for eksempel aldrig i bad, her har han allerede været i bad mange gange, siger en glad mor og tilføjer:
- Og så har han slet ikke været udadreagerende.
Bostedet i Gladsaxe er midlertidigt i juli måned, og efterfølgende flytter Thomas Frank Sørensen til bostedet Damsgaarden i Gilleleje.
- Der er dyr på bostedet, som beboere skal hjælpe med at passe. Og så dyrker de grøntsager. deroppe. Så der bliver noget at lave for Thomas, siger en begejstret Susanne Hansen.
De ti - nu fraflyttede - beboere kommer fra syv kommuner, og tilsynschefen siger til TV 2 Kosmopol, at de har været i kontakt med alle kommuner, der nu har fundet nye løsninger for deres borgere.