Fagforening om udskældt bosted: De går efter afkast
Det udskældte HabitusHuset i Græsted - som netop har meddelt, at de lukker - er ejet af en britisk kapitalfond. - De går efter afkast og ikke omsorg, lyder det fra FOA. Bostedet efterforskes nu af politiet.
Det kan være en forretning at drive et bosted. En god forretning.
2, 4 millioner kroner i var overskuddet i 2022 på det stærkt kritiserede og privatejede bosted, HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted. Bostedets ledelse har netop meddelt, at de lukker.
Bostedet er en del af koncernen Habitus, som er ejet af den britiske kapitalfond.Apposite Capital. Habituskæden har i dag 25 bosteder og dagtilbud over hele landet.
- En kapitalfond er sat i verden for at generere afkast og ikke for at øge livskvaliteten, skabe pleje eller give omsorg. Det er altså rå valuta, de går efter, for at sige det, som det er, siger Thomas Enghausen, som er næstformand i Forbundet for offentligt ansatte, FOA til TV 2 Kosmopol.
TV 2 Kosmopol har siden mandag afdækket, hvordan den 30-årige Nanna Kirstine Dahl - som havde Downs syndrom og infantil autisme - mistede livet på Rigshospitalet, hvor hun var indlagt, efter hun blev fundet med alvorlige ætsningsskader på bostedet HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted.
Sat i verden for at tjene penge
Habitus-koncernen har haft travlt de seneste år. Travlt med at vokse.
Alene inden for de seneste tre år er der åbnet mindst syv nye bosteder, som er selvstændige virksomheder. I alt har Habitus-koncernen nu 25 bosteder og dagtilbud spredt over hele landet. Det var for tre år siden - i 2021- at koncernen fik en stor saltvandsindsprøjtning fra Apposite Capital.
- Sådan en kapitalfond, hvad er den sat i verden for? Den er sat i verden for at tjene penge. Det er den rå konklusion. Det er der ikke noget overraskende i, siger Thomas Enghausen fra FOA.
Bostedet på HabitusHuset Ny Mårumvej - hvor Nanna Kirstine Dahl altså boede da hun pådrog sig de dødelige ætsninger - havde i det nyeste regnskab fra 2022 en omsætning på lige under 40 millioner og et overskud på 2,4 millioner kroner.
Hvidovre Kommune betalte bostedet 3,6 millioner kroner årligt, for at Nanna Kirstine Dahl kunne få den støtte, hun havde brug for.
Apposite Capital ejer sundheds- og plejevirksomheder i hele Europa. På kapitalfondens hjemmeside er der en særlig afdeling for den danske investering Habitus. Der citeres Habitus' direktør for følgende:
Our partnership with Apposite is crucial for us to grow our business in exactly the right way at the right pace.
Det betyder:
"Vores partnerskab med Apposite er helt afgørende for at vi kan få vores virksomhed til at vokse, på den helt rigtige måde i det helt rigtige tempo."
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen, TV 2 Kosmopol
Økonomiprofessor er ikke bekymret
For hele Habitus-koncernen viser 2022 regnskabet en omsætning på over 400 millioner. Overskuddet var næsten 15 millioner, og Habitus råder over en egenkapital på 63 millioner kroner.
Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet deler dog ikke FOAs bekymring for, at udenlandske kapitalfonde køber dansk velfærd.
- Det betyder jo, at vi får noget kapital ind og noget professionel ledelse. Det er jo det potentiale, der er i det, siger han.
Professoren taler dog også om udfordringer, det kan give, når væksten sker meget hurtigt.
- Så er der altid nogle risici: Hvad det er for nogle medarbejdere, man får ombord? Og hvad det er for nogle selskaber, man kan fusionerer med? Har de fornødne kompetencer og deler man værdier med dem, siger Per Nikolaj Bukh.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Apposite Capital. FOA ærgrer sig over at dansk velfærd havner på udenlandsk ejerskab.
- Jeg synes, det er bekymrende. Vi kommer til at give slip på vores styring. Jeg er bekymret for, hvad det kommer til at betyde for vores velfærd på den lange bane, siger Thomas Enghausen.