Se videoen: Direktør nægter at kommentere beboers død
I dag var ledelsen fra Habitushuset, hvor 30-årige Nanna Kirstine Dahl blev udsat for en fatal ætsning, indkaldt til møde i Socialtilsyn Hovedstaden. Vi mødte op for at stille spørgsmål.
Hidtil har de været tavse. De har ikke ønsket at tale om den 30-årige Nanna Kirstine Dahl, der i lørdags sov stille ind på Rigshospitalet.
Den unge kvinde, der havde Downs Syndrom og autisme, fik livstruende ætsningsskader på Habitushusets afdeling i Græsted, hvor hun var beboer.
Og mens både Nanna Kirstine Dahls forældre og hendes hjemkommune, Hvidovre, igen og igen har efterlyst en forklaring - så har de aldrig fået en reaktion, der kan give dem en forståelse af, hvad der skete på bostedet.
TV 2 Kosmopol har også forsøgt. Men er blevet afvist.
I dag var direktør Martin Godske og leder af Habitushusets bestyrelse, Helle Hald, så indkaldt til krisemøde med Socialtilsyn Hovedstaden på Frederiksberg. Vi mødte Martin Godske, da han kom ud fra mødet:
- Jeg ønsker ikke at udtale mig, lød det flere gange, da vi spurgte til den 30-årige kvindes død.
Vi er i dialog
Lidt flere ord fik vi så fra bestyrelsesleder Helle Hald.
- Jeg ved ikke, om du allerede har talt med direktøren? Men jeg kan ikke sige ret meget andet fra mødet end at det har været et dialog-møde. Vi er i dialog om en alvorlig sag og en alvorlig situation, lød det fra hende, da hun kom ud.
Og spørger man Socialtilsyn Hovedstaden - ja så er situationen måske mere end bare alvorlig.
- Nu har vi holdt det her møde, fordi vi var rigtig alvorligt bekymrede for kvaliteten på Ny Mårumvej. Det er vi stadigvæk, konstaterede Kristina Vang Jensen, der er souschef i Socialtilsyn Hovedstaden.
Socialtilsyn Hovedstaden havde indkaldt til mødet, allerede før Nanna Kirstine Dahls tragiske død.
Hvidovre Kommune har valgt at politianmelde Habitushuset i et forsøg på at få opklaret, hvordan Nanna Kirstine Dahl pådrog sig så alvorlige ætsningsskader, at hun efterfølgende fik nyresvigt og døde.