18-årig balletdanser modtager talentpris
Hvert år uddeler Roagerfonden en talentpris på 50.000 kroner til et spirende talent fra Det Kongelige Teater - i år til en balletdanserinde.
Emma Riis-Kofoed går til daglig på Falkongårdens Gymnasium og HF, men ved siden af studiet danser hun ballet på Det Kongelige Teater - og det er der en grund til.
Hver sæson uddels en talentpris på 50.000 kroner, som skiftevis går til en sanger, danser eller en musiker, og i år modtog den talentfulde balletdanserinde så prisen, da hun har gjort sig særligt positivt bemærket.
- Emma Riis Kofoed er et meget stort talent, der til trods for sin unge alder har en utrolig sleben og raffineret teknik samt en forfinet musikalitet, lyder de rosende ord fra balletmester Nikolaj Hübbe.
Det er også ballemesteren selv, der har peget på det spirende ballettalent Emma Riis-Kofoed som modtager af denne sæsons pris.
- Hendes hårde arbejde er et klart udtryk for hendes enorme dedikation og passion for dansen. Hun er nysgerrig på sin kunstart, og derfor er hun også altid i udvikling. Emmas talent rummer i det hele taget så mange af de facetter, der skal til for at blive professionel danser, at valget af hende er helt evident", siger Nikolaj Hübbe.
Selvom hun kun er 18 år er Emma alligevel en erfaren balletdanserinde. i 2. klasse startede hun på skolen, og til sommer kan hun kalde sig en af balletskolens første studenter. Senest har hun blandt andet danset med i opsætningerne af Svanesøen og Alice i Eventyrland.
- Emmas talent og store potentiale har været åbenlyst fra start, og hun har fra første trin forstået og formået at folde dét ud på bedste vis, siger balletforstander Thomas Lund.
Den fornemme talentpris har fået sit navn fra John Audun Roager, der i mange år var balletrepetitør hos Den Kongelige Ballet. Han elskede hele teatret og dets liv, og derfor uddeles prisen skiftevis til de forskellige genre i henholdsvis Det Kongelige Operakor, Kappellet og Balletten.