Ingen taxi ville køre med blinde Lene: Så kom Oliver på sin cykel
Taxaerne ignorerede blinde Lene Fritzbøger Andersen og førerhunden Ronja ved Østerport.
Torsdag morgen stod Lene Fritzbøger Andersen, der er blind, og ventede på en taxi. Hun stod ved taxi-skiltet ved Østerport Station, men adskillige taxier kørte forbi uden at tage hende og førerhunden Ronja med.
Efter fem-syv minutter uden held, besluttede Lene Fritzbøger Andersen sig for at ringe efter en, så hun var sikker på at nå frem til sit møde, der skulle starte 25 minutter senere.
Men der skete stadig intet.
- Man føler sig overset, siger Lene Fritzbøger Andersen, der kommer fra Espergærde.
Efter et stykke tid kommer en dame, og spørger om hun kan hjælpe med noget. Kort efter kommer endnu en. Hun havde observeret, at Lene manglede hjælp.
- Hun forsøger at praje en taxa til mig, men de sagde alle til hende, at de havde travlt, siger Lene Fritzbøger Andersen og tilføjer:
- Jeg kan jo ikke selv gå ud på gaden og prøve at praje en, så bliver jeg jo nok kørt over.
Damen stod med Lene og kunne observere taxa på taxa, der susede forbi uden overhovedet at holde ind. Det var i myldretidstrafikken, så taxierne havde travlt, men damen, der hjalp Lene, havde på fornemmelsen, at de ignorerede hende.
Oliver redder dagen
Efter et stykke tid kommer Oliver Manyard Ingwardsen, der er kollega til den hjælpsomme dame, cyklende på sin christianiacykel.
- Vupti, vupti, så havde de arrangeret, at Oliver kunne tage både hund og mig med.
Efter 30 minutters ventetid hopper Lene Fritzbøger Andersen og hunden Ronja, derfor op på laddet, og Oliver cykler afsted med dem.
- Vi nåede til mødet - et kvarter forsinket. Men vi kom frem, og det var en fantastisk tur, siger Lene Fritzbøger Andersen og forsætter:
- Helt fantastisk at de tilbød den hjælp. Det var en dejlig tur, og det tror jeg også, Ronja synes.
Et stort problem
Takket være Oliver kom Lene og Ronja frem til mødet, men det er ikke første gang Lene Fritzbøger Andersen oplever problemet. Både hende og andre svagtseende, som hun kender, har oplevet at blive overset af taxier.
- Det værste jeg har oplevet var, at jeg bestilte en bil, men da vedkommende kom, ville han ikke køre med hund. Og jeg havde sagt, at jeg havde førerhund. Vi bad manden bestille en anden, det ville han ikke. Han blev så arrig og sur og knaldede døren i.
Lene Fritzbøger Andersen indsendte i dette tilfælde en klage til taxaselskabet, som vidste hvilken chauffør, der var tale om, fordi hun havde bestilt den gennem centralen.
Men andre gange har taxaselskaberne bedt hende om at notere taxiernes nummerplade. Men da Lene Fritzbøger Andersen jo er blind, har hun ikke mulighed for at notere den.
Taxaer har pligt til at tage blinde med
Det var taxier fra flere forskellige selskaber, der torsdag morgen ignorerede Lene Fritzbøger Andersen og Ronja. TV 2 Lorry har talt med 4x48 Dantaxi, der beklager situationen.
- Det er en fuldstændig uaccpetabel oplevelse. Uanset, om man er handicappet eller ej, så skal man have en fornemmelse af eller tro på, at taxaen leverer hver eneste gang, siger Carsten Aastrup, direktør i 4x48 Dantaxi.
I taxinævnets reglement for taxikørsel i Region Hovedstaden, står der at chaufførerne altid har pligt til at medtage blinde eller svagtseende personer med førerhund, medmindre dette vil være til gene for førerens helbred.
Hvis chaufføren ikke kan tage vedkommende med, skal chaufførren ifølge reglementet sørge for at fremskaffe kunden en anden taxa.