Det oplyser Espen Godiksen, der er vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.
- Klokken 19.01 modtager vi via 112 et opkald om en mand, der har været udsat for et knivstikkeri. Da vi kommer derud, finder vi en forurettet. Han er alvorligt tilskadekommen, siger Espen Godiksen og oplyser, at mandens pårørende er underrettet.
Vagtchefen fortæller, at man har anholdt en mand i sagen.
- Inden for ganske kort tid træffer vi en mand derude. Omstændighederne gør, at vi foretager en anholdelse af ham. Han er anholdt og sigtet for drabsforsøg, siger vagtchefen.
Vagtchefen forventer, at den anholdte - en 20-årig mand - vil blive fremstillet tirsdag formiddag.
- Vi skal afhøre begge parter i det omfang, det er muligt.
Vagtchefen ønsker mandag aften ikke at kommentere på motiv eller relation mellem offer og mulig gerningsmand.
Københavns Politi er mandag aften klokken 20.00 fortsat til stede omkring gerningsstedet med, hvad vagtchefen omtaler som "passende styrker".
Der har gennem de seneste måneder været flere knivstikkerier i København. Det fik tidligere i februar Københavns Politi til at oprette en visitationszone på Nørrebro og i Nordvest.
Espen Godiksen oplyser til TV 2 Kosmopol, at mandagens knivstikkeri har fundet sted uden for den gældende visitationszone.