3-årige Rosa Karen kan ikke komme i børnehave: Der er ikke plads til alle
Mange forældre får i disse dage at vide, at der ikke er plads til deres børn i deres daginstitution. Øgede pladskrav gør nemlig, at der ikke er plads til alle.
Selvom samfundet nu officielt genåbner, så er der lange udsigter til at treårige Rosa Karen kan komme ned til vennerne i børnehaven igen. Særligt de københavnske børnehaver melder nemlig om gevaldige pladsproblemer, og derfor er der langt fra plads til alle.
- Det er vildt frustrerende, at hun ikke kan komme afsted. Der hersker en form for kaos herhjemme, for der er efterhånden grænser for, hvor mange perleplader vi kan lave med hende, samtidig med at vi passer vores arbejde, siger Sophie Catherina Løhr, der er gymnasielærer og mor til Rosa Karen.
- Forventningen fra arbejdspladserne er jo, at nu kommer børnene afsted, så nu kan vi medarbejdere begynde at levere for fuld styrke igen. Men der er jo slet ikke daginstitutionspladser nok til, at det kan ske, siger Sophie Catherina Løhr.
Kun plads til 11 børn
Problemet for familien er, at der er 44 børnehavebørn indskrevet i Børnehuset Else i Ørestaden, hvor Rosa Karen går, men på grund af forøgede pladskrav, så børnene lettere kan holde afstand, så er der lige nu kun plads til 11 børnehavebørn i Børnehuset Else.
- Det er jo ikke en genåbning af samfundet, men blot en udvidet nødpasningsordning. Det giver ikke nogen mening i forhold til de udmeldinger, der er kommet ved statens pressemøder, om at nu kan børnene komme afsted og forældrene kan komme på arbejde, siger Sophie Catherina Løhr.
I vuggestuer er kravet til frit gulvareal fordoblet fra tre til seks kvadratmeter, mens det i børnehaver er fordoblet fra to til fire kvadratmeter per person. Børnehuset Else er særlig hårdt ramt, fordi den ene af de to børnehavestuer er en udflytterbørnehave, og de kan slet ikke komme afsted, fordi pladskravene ikke kan opfyldes i bussen.
Pladsproblemer mange steder
Situationen i Børnehuset Else er langt fra unik. Københavns Kommune har endnu ikke overblik over, hvor mange institutionspladser der lige nu mangler, men TV 2 Lorry har kendskab til en flere institutioner, hvor der lige nu kun er pladser til omkring en tredjedel eller en fjerdedel af det normale antal børn.
Flere af de institutioner der først åbner fredag eller mandag, har endnu ikke meldt ud til forældrene, hvilke børn, der faktisk er plads til. Men Københavns Kommune har opsat tre kriterier, der kan få ens barn forrest i køen.
I første omgang er børn, hvis forældre har samfundskritiske jobs, sikret en plads. Dernæst er der plads til børn, der har forældre i udsatte positioner. Tredje kriterie hjælper de børn, hvis forældre skal møde fysisk på arbejde.
Men kan bare en forælder fortsat arbejde hjemmefra, så vil mange forældre få beskeden, at der ikke er plads i børnehaven eller vuggestuen til deres barn.
- Den kategori falder vi i, så vi må fortsat passe vores datter selv, siger Sophie Catherina Løhr, og påpeger, at indtrykket da statsminister Mette Frederiksen før påsken meldte ud om en gradvis genåbning var, at der ville være pasning til alle.
- Jeg synes altså, at myndighederne skylder at melde klart og tydeligt ud, at der ikke er pladser til alle, så arbejdsgivere får en forståelse for, at mange stadig vil have små børn hjemme i den kommende tid, siger Sophie Catherina Løhr.
Vil ikke tage pladser fra dem der har størst behov
Sophie Catherina Løhr forsøger som gymnasielærer at fjernundervise på fuld tid, mens hendes mand arbejder på sin bacheloropgave. De kan altså være derhjemme, og dermed står treårige Rosa Karen bagerst i køen, når pladserne i børnehaven skal fordeles.
- Det er jo et kæmpe dilemma, hvem der skal have pladserne. Vi vil naturligvis ikke kræve pladsen frem for nogen, der har et større behov, fordi de skal møde fysisk på arbejde, som eksempelvis læger eller sygeplejersker, siger Sophie Catherina Løhr.
- Vi udviser gerne samfundssind, og vi bliver derfor ved med at passe vores datter, men pladsen i børnehaven vokser jo ikke fra den ene dag til den anden, og spørgsmålet er bare, hvornår vi kan tillade os at kræve en plads i børnehaven, siger Sophie Catherina Løhr.
Indtil videre har familien Løhr besluttet, at de i de næste to uger passer Rosa Karen selv. Så længe hun ikke har været i børnehave, hvor smittefaren jo er større, så vil bedsteforældrene godt hjælpe med pasningen et par dage om ugen.
Foto: Privatfoto
Alle forældre har de seneste dage skulle melde deres pasningsbehov ind til institutionerne. I Københavns Kommune glæder de sig over, at en del ligesom familien Løhr har sagt, at de lige nu godt kan passe børnene selv, fordi de ved at andre kan have større behov.
- Ifølge de foreløbige tal er det samlede behov kun en smule større end kapaciteten, men da de ikke er ligeligt fordelt, betyder det, at der flere steder skal findes ekstra plads og alternative løsninger, skrev Københavns Kommune i aftes i en pressemeddelelse.
Men den fremgangsmåde er ifølge Sophie Catherina Løhr problematisk. For hun har et pasningsbehov, men har bare valgt at vise samfundssind og udskyde egne behov midlertidigt.
- Det er da en problematisk måde at opgøre tingene på. Det er ansvarsforskydende, for så lægger kommunen jo ansvaret over på mig som forælder, og så er det mig, der skal vise samfundssind og ikke vise mit behov, siger Sophie Catherina Løhr.
- Vi har da klart et pasningsbehov, selvom vi ikke aktivt har meldt det ind, fordi vi forsøger at udvise samfundssind, siger Sophie Catherina Løhr og påpeger, at alle der har et barn i daginstitution, vel som udgangspunkt har et pasningsbehov.