Bor man i højderne, bekymrer man sig: Beredskab opfordrer folk på altaner til at passe på fyrværkeri
Nytårsaften bliver himlen forvandlet til et inferno af fyrværkeri – men det giver særlige udfordringer for dem, der bor i højderne.
Der er efterhånden mange højhuse i Hovedstaden – og for beboerne i de høje bygninger kan raketter, bomberør og batterier give store udfordringer nytårsaften.
De sidste par år har beboerne flere steder i Carlsberg Byen i København henstillet til at man gik et andet sted hen med sit fyrværkeri.
Eksplosioner fra fyrværkeriet har nemlig givet flere skader på højhusenes vinduer sidste år.
At fyrværkeriet netop springer i højderne, bekymrer da også Steffen Wirenfeldt Karlsson, der er beboer i Vogelius Tårn i Carlsberg Byen i København.
- Nogle af raketterne sprang på etagerne lige nedenunder, hvor vi boede, så vi kunne basalt set stå og kigge direkte ned på et rakethoved, der sprang nedenunder os, siger Steffen Wirenfeldt Karlsson om sin oplevelse af fyrværkeriet sidste år.
Han frygter da også en ting i år.
- Vi har både husdyr og to små børn, og hvis de springer ved vinduerne lige ind til deres værelser, så tror jeg ikke, de ville synes det var ret sjovt at ligge sig til at sove de næste par dage.
Hvad mener du, der bør gøres ved det her?
- Jeg ved, der er en masse, der taler om et totalforbud for private personer for fyrværkeri, og det er jeg som sådan også tilhænger af. Jeg er ikke en stor fan af fyrværkeri, siger Steffen Wirenfeldt Karlsson til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Gå ind eller gå ned på gaden
Lillejuleaften gik det galt i Bellahøj. Politiet antager at noget fyrværkeri var skyld i en altanbrand på 7. etage.
Ingen kom til skade, men flere måtte evakueres.
Beredskabet appellerer til at passe på, hvis man vil stå på altanen, når året skydes ind.
- Hvis man står et sted, hvor krudtet går af om ørene på en, så skal man gå væk. Man skal selvfølgelig have sikkerhedsbriller på, men hvis man står oppe på en altan, hvor det går af lige ude foran, så skal man gå ind, og så skal man gå ned på gaden og kigge i stedet for, siger Tim Ole Simonsen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab.
"Søg hen, hvor der er bedre plads"
Hovedstadens beredskab forventer at skulle rykke ud 150 til 180 gange hen over nytåret. Det er fire til fem gange mere end normalt.
- I år kommer det til at blæse lidt nytårsaften, og det vil sige raketter og skud fra bomberør kommer til at drive med vinden, og det vil sige, at man i vindretningen skal gå længere væk. Vi taler om 50 til 100 meters afstand til bygninger, hvis det skal være optimalt, siger Tim Ole Simonsen.
Kan det så være optimalt i København?
- Det er rigtig svært, og derfor bør man også gå hen til steder, hvor der er lidt bedre plads. Pladser, grønne områder, i lyskryds, hvor der er lidt større afstande til bygninger. Søg hen, hvor der er lidt bedre plads.
Ifølge Beredskabet er risikoen for, at fyrværkeriet kommer ind til en gennem vinduerne er ret lille - særligt, hvis man bor i moderne bebyggelse med tykke termoruder, for så skal der ifølge Tim Ole Simonsen rigtig meget til for, at vinduerne bliver skudt i stykker.
- Der, hvor vi typisk ser det, det er der, hvor der er enkeltlagsvinduer i ældre byggeri, men selvfølgelig er der en risiko, men den er lille set fra vores side, siger Tim Ole Simonsen.