Dansk bageri spiller særlig rolle i amerikansk hitserie
I ny sæson af den amerikanske tv-serie "The Bear" hyldes det københavnske køkken. Det er langt fra første gang, at den danske hovedstad tiltrækker opmærksomhed i udlandet.
"I love, love, love, love, love you".
Bagværket fremvises til en hypnotiserende omgang blues. Den amerikanske koks ansigt spejles i glasset på disken, mens han scanner udvalget.
"Kardemommesnurre", "spandauer" og "tebirkes" står der på dansk. Amerikaneren vandrer tilfreds ud med to æsker bagværk.
Stykke for stykke piller han en kanelsnegl fra hinanden ved spisebordet. Undrende kigger han på den og spørger sig selv, om de mon ruller dejen her. Han tager en bid. Siger for sig selv, at glasur er en god idé, og slikker fingrene rene.
I den anmelderroste amerikanske tv-serie "The Bear" hyldes det københavnske køkken som noget ganske særligt.
Seriens netop udkomne anden sæson besøger blandt andet det hypede Hart Bageri på Frederiksberg, som pludselig er blevet eksponeret for potentielt millioner af mennesker, der har set serien på streamingtjenesterne Disney+ og Hulu.
'The Bear' handler om en gruppe mennesker, der trods professionelle og personlige udfordringer forsøger at få en gourmetrestaurant op at køre i hjertet af Chicago.
I den forbindelse rejser en af kokkene til København for at se, hvordan de gør det i den danske hovedstad.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Skuespiller var fluen på væggen i to uger
Men hvordan opdager en stor serie som 'The Bear' et bageri i Danmark?
Talia Richard-Carvajal, Creative Director hos Hart Bageri, fortæller, at bageriet i forvejen havde lidt forbindelser til USA på grund af bageriets stifter, Richard Hart, som selv er amerikaner.
- De havde været i København, og de kunne rigtig godt lide bageriet, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Faktisk går Harts samarbejde med "The Bear" helt tilbage til den første sæson. Skuespiller Lionel Boyce, som spiller kokken, der besøger København, brugte to hele uger på at observere køkkenet i Hart Bageri for at træne til serien.
Talia Richard-Carvajal fortæller, at de og hele produktionen fik en god relation, at de endte med at holde kontakten.
- Lionel blev hurtigt en del af holdet. Vi havde det så sjovt, og så holdt vi bare kontakten. Sidste år fortalte de os, at de ville filme et afsnit til den nye sæson i Danmark, og så blev vi bare automatisk en del af det, siger hun.
Bageriets medvirken har gjort, at de nu får langt flere amerikanske kunder, fortæller hun.
København kan noget særligt
Optagelserne til tv-serien gik som smurt, fortæller Talia Richard-Carvajal, og det var derfor heller ikke et problem at holde bageriet åbent imens.
- De var så hurtige, vi lukkede ikke engang butikken rigtigt. Jeg tror, der var lukket i måske 20-30 minutter, og resten af tiden hang der bare et skilt på døren, hvor der stod, at kunderne skulle være stille. Opsætning og optagelse tog måske en time. Det var dejligt, for vi ville jo ikke skuffe kunderne ved at lukke.
Ifølge Martin Kongstad, forfatter og madanmelder, er der en helt særlig grund til det store fokus på København.
- Jeg synes allerede, at byen har en status som et af de steder, der laver bedst mad i hele verden. København er et sted, man tager hen, hvis man vil smage, hvordan noget særligt mad smager, siger Martin Kongstad, der selv optræder kortvarigt i serien.
Hvis man spørger Martin Kongstad, så kan amerikanerne også lære meget af hovedstadens køkkener.
- Vi ser dem jo tage hertil i serien, fordi de skal lære noget, og det er faktisk også sådan, det er, siger han.
En særlig kyllingesandwich
Den amerikanske skuespiller Lionel Boyce fortæller i et interview med Vanity Fair, at han elskede at være i København.
Han nævner blandt andet, at han undervejs fik en af de bedste madoplevelser, han nogensinde har haft. Det var en kyllingesandwich hos Nørrebros helt egen Poulette, der også får tv-tid i "The Bear".
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Også i The New York Times, en af USA's største aviser, bliver København anmeldt - og får da også en masse ros med på vejen. Her nævner de både museer og restauranter, og det tyder på, at amerikanerne er særligt glade for den danske hovedstad.
Berlingske har givet The Bear fem ud af seks mulige stjerner, og kalder serien for "sublim".
Streamingtjenesten Hulu beretter ikke om et specifikt antal seere af "The Bear", men siger, at seriens første sæson har høstet det højeste antal seere for en komedieserie i hele tjenestens historie.
Siden tv-serien udkom for fire dage siden har Hulu oplevet en stigning i seertal på 70 procent, skriver det canadiske medie Collider.