Fra skyskrabere til spejderhuse: Nu kan du stemme om Københavns smukkeste nybyggeri
Hvert år gennemfører Københavns Kommune en afstemning for borgerne, som kan kåre det seneste års smukkeste nybyggerier. Her kan du blandt andet vælge mellem højhuse, spejderhuse og sportsbyggerier.
Pasteurs Tårn i Carlsberg Byen i København rager med sine 37 etager og 120 meter pænt op over resten af byen.
Og selv fra de andre højhuse i netop Carlsberg Byen er der - når det gælder højde - ikke meget konkurrence. Men tårnet får alligevel konkurrence fra andre byggerier.
Det er nemlig - sammen med syv andre bygninger - nomineret af Københavns Kommune til at være Københavns Smukkeste Nybyggeri. I denne uge åbnede afstemningen, og nederst i artiklen finder du et link til lige netop den.
- Et byggeri handler om meget mere end den egentlige bygning – det handler om uderum, inderum og mellemrum. Særligt det sidste, livet imellem bygningerne, er vigtigt for det bybillede, en bygning er med til at tegne og designe. Når arkitektur og funktion er godt tænkt sammen med omgivelserne og bidrager til byrummet, løftes det samlede bybillede, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.
Hvis man nu ikke er vildt begejstret for skydskrabere eller bare højhuse, så er der også mange andre byggerier, man kan stemme på. De kommer her:
Fremtidens gårdhaver ved Tomsgårdsvej
Foto: Københavns Kommune/SLA
Hermodsgade Ungdomsboliger
Foto: Holscher Nordberg
KB 32
NH Collection Copenhagen (Ørkenfortet)
Spejderhus, Brønshøj
Bispebjerg Helende Haver
Kampsportens Hus
De otte byggerier, som borgerne kan stemme på, er udvalgt blandt 37 indstillede projekter med ibrugtagning mellem den 1. oktober 2021 til 31. december 2022.
Sidste år var det et boligbyggeri i København K, der vandt publikumsprisen - men hvem af de otte skal vinde i år? Hvis du vil have indflydelse, så kan du finde vej til afstemningen her.
Det er en gammel tradition, at man præmierer københavnske nybyggerier, der er noget særligt. Men først fra 2018 har borgerne haft mulighed for at blande sig, så når publikumsprisen uddeles i år, bliver det den sjette af slagsen.
Afstemningen slutter den 8. maj klokken 12.