I Amsterdam oplever de lige nu en tendens, mange frygter i København
Det er blevet så dyrt at finde et sted at bo i byen, at det er svært at finde uddannede lærere til byens skoler. I Amsterdam er det allerede gået galt.
Knapt hver tredje lærer i den københavnske folkeskole er ikke uddannet til det. Et problem, der gennem de sidste ti år bare er vokset og vokset. En udvikling, der bekymrer Københavns Lærerforening.
En af forklaringerne på manglen på lærere, siger næstformand Janne Riise Hansen, kan være det arbejdspres, der er på de københavnske folkeskoler. En anden forklaring kan være de stigende boligpriser i byen:
- Vi ved, at særligt vores nyuddannede lærere har svært ved at finde en bolig, de kan bo i, siger Janne Riise Hansen.
Ifølge tal fra Boliga.dk er prisen per kvadratmeter ejerlejlighed i København steget med 160 procent gennem de sidste 15 år, så den i dag koster knap 55.000 kroner. Og husene i København er ikke længere til at betale for et førstegangskøbende par med en gennemsnitlig lærerløn.
- Så det er jo meget naturligt, at dem der gerne vil have hus og have søger ud i de områder, hvor de har råd til at være. Og det er, ved vi, længere væk fra København, end det har været tidligere, siger Janne Riise Hansen.
Og mange af dem, der flytter ud af byen, finder sig et andet job, som er tættere på det nye hjem. Det er i hvert fald den tendens, man har set i Amsterdam, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en lejlighed i kommunen er på over 77.000 danske kroner.
Lærerne er allerede flyttet fra Amsterdam
I et nyt stort forskningsprojekt har Marco Bontje fra University of Amsterdam set på, hvordan de stigende boligpriser i Amsterdam påvirker byens evne til at rekruttere ansatte til samfundskritiske funktioner.
Han har blandt andre kigget på skolelærere, som de sidste 15 år har fået sværere og sværere ved at finde et sted at bo i eller omkring byen, fordi boligpriserne i samme periode er mere end fordoblet, siger han.
- Boligpriserne er den største grund til, at det bliver sværere og sværere for skolerne i byen at holde på deres lærere, siger han.
Der er generelt lærermangel i hele Holland, men allerværst ser det ud i Amsterdam:
- Lige nu mangler der lærere til omkring 3500 stillinger i Amsterdam. Det er ikke så godt. Og det bliver kun værre, siger Thijs Roovers, som er leder af den største hollandske fagforening for lærere, AOb.
Lærerne, der vælger at flytte ud af Amsterdam for at finde en bolig, de har råd til at købe, skal pendle langt, hvis de vil holde arbejdet i byen.
- Selv en times pendlingstid væk fra Amsterdam er det nok stadig for dyrt, siger Marco Bontje.
Derfor er der i Holland mange, der vælger at skifte til et job, der er tættere på hjemmet uden for hovedstaden.
- Men i det mindste blev de lærere ved med at undervise. Og hvad der er et tab for Amsterdam, er jo en gode for det sted, de nu flytter hen, siger Marco Bontje.
København skal være værd at pendle for
Herhjemme står den nyuddannede lærer i det samme dilemma som sin hollandske kollega, når det handler om at finde den første ejerbolig.
Foto: Morten Søndergaard/TV 2 Kosmopol
- Mere eller mindre så har vi hele det centrale København, hvor det er svært, siger Thomas Skou Grindsted fra Roskilde Universitet.
Derfor kan København ligesom Amsterdam ende et sted, hvor det år for år bliver sværere at finde lærere til byens skoler.
- Jeg synes, det er bekymrende, at vi er på vej et sted hen, hvor byen ikke kan være så blandet, som vi gerne vil have det. Og hvor et almindeligt lærerpar ikke har råd til at bo i København, siger Janne Riise Hansen.
I Amsterdam har man for udvalgte professioner valgt at give forlommer til de lejeboliger, som kommunen selv råder over. En løsning som ifølge Marco Bontje ikke må stå alene:
- Det er jo det, Amsterdam allerede gør. Men det er jo åbenlyst ikke nok. Vi bliver ved med at se i nyhederne, at lærermanglen bliver ved med at stige, siger han.
Noget skolerne selv kan gøre, siger Thijs Roovers fra lærerorganisation AOb, er at gøre arbejdsforholdene så attraktive, at lærerne bliver ved med at have lyst til at pendle. Også dem der flytter langt væk fra byen.
- I bliver nødt til at gøre det at arbejde i København mere attraktivt end andre steder, siger han.
Vi har talt med Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen om problemet med de stigende boligpriser i Hovedstaden.
Se hvad hun siger i videoen her.