Københavnsk museum nomineret til stor pris: "Det tætteste vi kommer på en Oscar"
Københavns Museum, der slog dørene op i februar sidste år, er muligvis på vej mod fornem international hæder.
Det er heldigvis ikke en pris, der skal uddeles på baggrund af svimlende besøgstal. For de har med corona-epidemien som baggrund været stærkt svingende med perioder, hvor der er lukket - og en sommer med høje besøgstal på grund af de mange danske turister.
Derimod er det indholdet og indretningen, der tænkes på, når European Museum of The Year-prisen skal uddeles af European Museum Forum, og de har et godt øje til Københavns Museum, der nu er blandt de nominerede til 2021-udgaven af prisen.
Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse om museet, der åbnede med besøg af Dronning Margrethe i februar 2020.
Museet har tidligere holdt til på Vesterbrogade, men var lukket i en længere periode, inden åbningen i det tidligere overformynderi i Stormgade 18.
European Museum of the Year- prisen er blevet uddelt hvert år siden 1977, og den går til museer, der har særlig fokus på innovation og kvalitet for de besøgende. Blandt de øvrige nominerede finder man blandt andet Futurium i Berlin, Cosmocaixa i Barcelona og Museum of Design i Zürich.
Den københavnske nominering vækker glade på rådhuset få hundrede meter væk
- Nomineringen til prisen som årets museum i Europa er en blåstempling af det store arbejde, der er blevet lagt på museet. Det er fuldt fortjent og jeg krydser for, at Københavns Museum får prisen med hjem, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (A).
Det er en "Oscar"
Hun suppleres af Marius Hansteen, der er direktør for Historie & Kunst i Københavns Kommune:
- At blive nomineret til en European Museum Award er inden for museumsverdenen det tætteste, man kommer på at blive nomineret til en Oscar – og det er vi selvsagt uhyre stolte af. Bagved ligger en kæmpe indsats fra museets medarbejdere og en lang række specialister og det er en stor ære, at der også i udlandet er blevet lagt mærke til det nye Københavns Museum,” siger Marius Hansteen.
I 2020 gik prisen til Rijksmuseeum Boorhave i Holland, mens den tidligere er gået til bl.a. The Design Museum i London og Guggenheim i Bilbao.
Interaktiv udstilling
To gange før er prisen gået til danske museer, hhv. Brandts Klædefabrik i Odense i 1988 og Nationalmuseet i 1994.
Museet er indrettet i det tidligere overformynderi, som er istandsat nænsomt. Udstillingen er bygget op som en vandring gennem byen og historien - fra de første spor af mennesker frem til i dag.
Et highlight er en stor, ny interaktiv model af hovedstaden med panorama, mens en række interaktive installationer, lyde, stemmer og film bringer museumsgæsten tæt på historien.
På grund af covid-19 er det endnu ikke fastlagt, hvornår prisen uddeles i 2021.