Kommer forbi hver tirsdag: 8-årige Teresa låner en ekstra familie
Københavns Kommune satser på frivillige for at støtte sårbare familier. Teresa er én af de børn, der en gang om ugen besøger sin venskabsfamilie. Projektet er netop evalueret og viser gode resultater.
Teresa på otte år er på besøg hos Katrine Strodtmann og Hans Busk i Brønshøj.
Hun har besøgt dem hver tirsdag de seneste to år.
- Der er lidt mere roligt, end der er derhjemme. Jeg er vant til, at det larmer rigtig meget hjemme hos mig, fortæller Teresa, mens hun sidder på Katrines skød.
Igennem projektet "Hjem til os" er Teresa blevet matchet med sin venskabsfamilie, Katrine og Hans.
De er en frivillig familie, som har overskud til at tage sig af et udsat barn.
Familien har i flere år tænkt på, hvordan de kan hjælpe andre familier, der ikke har ligeså meget overskud og mange muligheder, som de selv har.
- Vi har tilmeldt os, fordi vi har lyst til at gøre en forskel overfor børn, som har brug for det. De har bare brug for en lille smule hjælp, og det kan vi give dem, siger Hans Busk.
Teresas mor har svært ved det danske sprog og er alene med fire børn. Der kan derfor mangle tid og overskud til at nå både lektier og hygge i løbet af ugen.
Derfor har Socialforvaltningen i Københavns Kommune og Red Barnet siden 2022 samarbejdet om projektet 'Hjem til os'. Målet er at styrke udsatte børns trivsel og stimulering ved at besøge en frivillig familie en gang om ugen.
Et nyt familiemedlem hver tirsdag
Katrine Strodtmann og Hans Busk har sammen to teenagedøtre, som også har nær kontakt til Teresa. De oplever, at besøget af Teresa giver et nyt indspark i familien.
- Vi køber os måske lidt tid ved netop at have fået en, der er så meget yngre ind i vores familie. Vi samles alle børn og voksne og spiller et brætspil en tirsdag aften. Det havde vi nok ellers ikke lige gjort, siger Katrine Strodtmann.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Lærke Valentin/TV 2 Kosmopol
Selvom projektet er startet for at styrke børn mellem 5-13 år, er det ikke kun børnene, som får et stort udbytte af projektet.
- Det kræver så lidt, men giver rigtig meget tilbage til os. Vi har fået et lille menneske ind i vores familie, og hun har fået en kæmpe plads i vores hjerter, uddyber Katrine Strodtmann.
Projektet har foreløbig mundet ud i 57 match mellem børn og venskabsfamilier.
I 95 procent af de gennemførte forløb ønsker både barnet og venskabsfamilien at fortsætte relationen efter forløbets formelle afslutning efter et år.
Mange forskellige børn
Forløbets fokus er rettet mod børn, der har en sag i Borgercenter Børn og Unge.
Ifølge Stine Ullum, projektleder for Hjem til Os i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, kan børnene være udfordret af forskellige årsager.
- Børnene kommer ofte fra familier, hvor der ikke er så meget overskud eller netværk. En venskabsfamilie giver mulighed for at få en et frirum, og nogle ekstra voksne relationer, som vælger dem til, siger hun.
Børnene bliver koblet sammen med frivillige venskabsfamilier, der aktivt engagerer sig i barnets liv og tilbyder opbakning og omsorg.
Venskabsbørn på venteliste
Lige nu er der cirka 20 børn på venteliste til en venskabsfamilie gennem projektet 'Hjem til os'.
Ifølge Anna Furbo, projektleder i Red Barnet, er det vigtigt, at børn i udsatte positioner ser, hvordan en anden families hverdag kan se ud.
- For børnene betyder det rigtig meget at få adgang til en frivillig families overskud og indblik i, hvordan de lever. Her kan børnene få lov til at være dem selv og møder ekstra omsorg og nærvær.
Hjemme i venskabsfamilien i Brønshøj er de da heller ikke i tvivl om, at det at tage Theresa ind i deres familie, har været den helt rigtige beslutning.
- Det giver bare så meget. Det er fyldt med kærlighed og glæde, siger Katrine Strodtmann.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Et projekt med vokseværk
'Hjem til os' var i første omgang finansieret af Velux fonden til at løbe fra 2021 til start 2024.
Med de gode resultater, som Københavns kommune har set, har kommunen selv overtaget finansieringen, og der blev sidste år afsat midler i budgetforhandlingerne til at fortsætte indsatsen.
Selvom pengene er afsat, er det stadig frivilligheden, som spiller den helt store rolle, ifølge kommunen.
- Det giver børnene et kæmpe selvtillidsboost, at helt frivillige familier vælger dem til, siger Stine Ullum.
De frivillige venskabsfamilien får hverken løn eller anden betaling.
Teresa og venskabsfamilien har allerede valgt at forlænge besøgene et år over den formelle afslutning, og ingen af dem er i gang med at afslutte besøgene lige foreløbig.
- Med lidt held, har Teresa lyst til at blive hængende i fremtiden. Det er ikke sikkert, at det bliver hver uge, men vi kan forhåbentlig beholde kontakten, siger Hans Busk.