Lars slår vild verdensrekord: Kan huske 10.000 tal
Lars Christiansen har netop sat en verdensrekord, hvor han har 10.000 tal i hovedet på én gang. Men at kunne huske er ikke kun en praktisk egenskab.
Artiklen blev oprindeligt udgivet i marts 2023, men vi synes stadig, at den er læseværdig. Derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.
Overalt i lejligheden i Nordvest har 47-årige Lars Christiansen remedier, som han bruger til at kunne huske lange rækker af tal. De seneste ti år har han interesseret sig for at huske, og at have 10.000 tal i hovedet, kommer man ikke sovende til.
- Det her er mine træningsstrimler, siger verdensrekordholderen og peger på to store bakker fyldt med papir, der er foldet i tre lag. Der står tre femcifrede tal på hver fold.
Træningsstrimlerne hjælper Lars med at huske tusindvis af Pi´s decimaler, og de var brugbare i træningen op til den verdensrekord i Pi Everest, som Lars Christiansen netop har slået.
Pi Everest - en svær disciplin
At Pi er et tal, er der nok en del, der ved. I matematik regner vi med, at Pi er lig med 3,14.
Men for at kunne kalde sig verdensrekordholder i Pi Everest skal man kunne huske og genkalde sig 10.000 decimaler.
- Disciplinen går ud på at dommeren peger på et femcifret tal, og så skal jeg sige, hvilke fem cifre, der kommer før og hvilke fem cifre, der kommer efter, forklarer Lars Christiansen.
Det gør dommeren 50 gange, og disciplinen foregår på tid.
11. marts lykkedes det så Lars Christiansen at tage verdensrekorden fra en svensker. Det skete, da han på 13 minutter og 38 sekunder huskede 50 forskellige kombinationer af fem tal.
Det er vigtigt at huske
Det er cirka en måned siden, at Lars Christiansen slog verdensrekorden i Pi Everest, så han mener selv, han måske er lidt rusten.
Alligevel får vi lov at teste ham lidt. Vi har de første cirka 100 decimaler efter 3,14 med på et stykke papir.
Vi giver Lars fem tilfældige cifre i decimal-rækken, og så skal han altså nævne de fem cifre, der ligger før og de fem cifre, der ligger efter.
- Det er tal, der ligger blandt de første 50 cifre, starter han, og hurtigt ryger de 10 efterspurgte cifre sikkert over hans læber.
For Lars er det en sport at huske, og han synes, det er kedeligt at være nødt til at google faktuelle oplysninger. Han har altid interesseret sig for at huske men har først som voksen sat sin evne i system.
Men der er også noget tredje, der gør, at det er vigtigt at være god til at huske. For Lars Christiansen giver det ham styrke som menneske, at han kan en disciplin til perfektion:
- Det er godt at vide, at der er noget, jeg kan. Jeg var måske ikke så fagligt stærk, men bevidstheden om, at jeg nu kan huske 10.000 tal, har betydet meget for min selvtillid, virkelig meget faktisk, understreger Lars Christiansen.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol
Når Lars Christiansen ikke træner til huskekonkurrencer, arbejder han som beskæftigelseskonsulent i et jobcenter. Der bruger han også sit system for at holde styr på detaljerne om de mange mennesker, han møder hver dag.
Et par gange om måneden holder han foredrag om, hvordan man bruger huskesystemerne, så andre kan blive bedre til at huske.
Og så er han i gang med at forberede sig til næste store konkurrence - en sportsgren, som de fleste nok vil se måbende til. Her skal han ikke alene huske Pi-decimaler - han skal oven i købet jonglere samtidig.
Blod, sved, tårer og et huskesystem
Det kræver masser af træning og et godt huskesystem at nå op på Lars Christiansens niveau.
Men mindre kan også gøre det, og Lars Christiansen mener, at alle kan lære at bruge et huskesystem, og afslutningsvis er Lars klar til at vise mig sit system med mig som forsøgsperson.
- Jeg kan lære dig at huske de første 20 amerikanske præsidenter i rækkefølge på 15 minutter, lover han.
Huskesystemet går ud på at skabe en fortælling om hver ting eller tal, der skal huskes og knytte fortællingen til en fysisk rute.
Lars Christiansen stiller sig op ved døren ind til stuen og går i gang med en fortælling, han opfinder på stedet.
- Ved den her dør står der en amerikansk mand og vasker tøj. Det hedder “wash” på amerikansk og navnet, du skal huske her, er “Washington”, siger han og går videre til en lampe på en reol.
- Den her lampe er tændt og lyser ned på Bryan Adams, der holder koncert her ved bøgerne. Navnet du skal huske her er “Adams”, fortsætter han og går i en planlagt rute rundt I lejligheden fra objekt til objekt og digter en lille historie, som jeg kan binde sammen med endnu et navn på en præsident.
Efter cirka ti minutter af min træning er jeg klar til at forsøge at huske de 20 præsidenter, jeg har lært ved hjælp af Lars' huskesystem.
Og det virker!
Jeg husker præsidenternes navne i rækkefølge, efterhånden som jeg bevæger mig fra dør til lampe til planter, keyboard, og hvad der ellers er af objekter i lejligheden, som Lars Christiansen har forbundet med de amerikanske navne.
Det er stærkt tilfredstillende!