LTF trodser forbud igen og igen: Sådan bekæmper politiet den forbudte bande

Medlemmer af Loyal To Familia er blevet sigtet mere end 70 gange på to år for at overtræde forbuddet mod banden.

Det er nu to år siden, at Højesteret én gang for alle slog fast, at Loyal To Familia er en ulovlig bande. 

En historisk dom, hvor LTF som den første gruppering i Danmark blev gjort officielt forbudt. 

Men det betyder ikke, at banden er holdt op med at eksistere - de har overtrådt forbuddet igen og igen. 

Siden forbuddet blev stadfæstet, har politiet modtaget 70 anmeldelser og foretaget 76 sigtelser vedrørende overtrædelser af forbuddet mod LTF, hvoraf langt de fleste har fundet sted i København. 

Omkring halvdelen af anmeldelserne og sigtelserne er fra 2023.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 Kosmopol har fået. 

Bandemedlemmerne er blevet sigtet for at deltage i en forbudt forening, for at besidde eller anvende LTF-kendetegn og for at overtræde opholdsforbud som en del af en forbudt forening. 

Særligt overtrædelser af opholdsforbud fylder meget i statistikken. Her er der faldet 30 sigtelser alene i København i 2023. 

quote Vi har en god monitering af de her mennesker, så vi har godt styr på, hvem der er hvem

Simon Hansen, vicepolitiinspektør og leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi

Det er da også et af politiets større fokuspunkter i konflikten mellem LTF og rockerklubben Hells Angels, der blussede op i sommer, fortæller de. 

- Vi har lige nu meget fokus på at bruge alle de værktøjer i den verserende konflikt, som giver mening, eksempelvis opholdsforbud efter straffelovens paragraf 132b, siger Simon Hansen, vicepolitiinspektør og leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi: 

- Det kræver selvfølgelig, at man ved, hvem man giver opholdsforbuddet til, men vi har en god monitering af de her mennesker, så vi har godt styr på, hvem der er hvem. På den baggrund kan vi finde ud af, hvor de holder til henne. 

Spørg Os - Formular

_

Holde vagt og bære kniv

Før LTF blev forbudt, iførte bandemedlemmerne sig jævnligt T-shirts, hættetrøjer og kasketter med bandens logo. Men sådan er det ikke længere, nu hvor det i sig selv kan føre en dom med sig. 

Politiet må derfor gøre brug af andre værktøjer for at vurdere, om en person er medlem af LTF, og om de handler på vegne af den forbudte bande. 

TV 2 Kosmopol har sat sig for at undersøge, hvordan man håndhæver et bandeforbud, når bandens medlemmer ikke nødvendigvis giver sig til kende. 

Københavns Politi kan af hensyn til deres arbejde ikke gå i detaljer om deres metoder, men Simon Hansen fortæller, at det i høj grad handler om en vurdering af den konkrete situation. 

- Hvis vi eksempelvis træffer en flok på ti mennesker på Blågårds Plads, laver vi en politifaglig vurdering af, om nogle af dem er bandemedlemmer, og om de laver noget, der ligner bandeaktivitet, eksempelvis at holde vagt eller bære en kniv, siger vicepolitiinspektøren:

- Hvis vi vurderer, at det er tilfældet, kan vi ud fra en konkret vurdering muligvis give dem et zoneforbud mod at opholde sig på stedet. 

Zoneforbuddet kan dække et større område, hvor vedkommende slet ikke må færdes i en given periode. 

Hvad gør I, hvis en person påstår, at han ikke længere er medlem af LTF?

- Politiet skal kunne bevise, at en person er LTF'er, hvis de selv siger, at de ikke er, siger Simon Hansen og fortæller, at han ikke kan komme nærmere ind på, hvordan det kan bevises. 

Holder øje med dem

Når politiet modtager anmeldelser, hvor forbuddet mod LTF er i spil, er det også sjældent, at anmelderen er sikker på, om det drejer sig om bandeaktiviteter. De fleste kan ikke se, hvem der er bandemedlem eller ej. 

- Hvis vi modtager en anmeldelse om bandeaktivitet, sker det for eksempel, når vi gennem brug af politimæssige værktøjer såsom opholdsforbud har fået en gruppe til at flytte sig, og de rykker et nyt sted hen, hvor nogen så føler sig utryg og ringer efter os, siger Simon Hansen. 

Vicepolitiinspektøren fortæller, at Københavns Politi ikke som sådan oplever, at LTF er mere synlige i gadebilledet nu, hvor konflikten med Hells Angels verserer, end de altid er. Men politiet er på grund af bandekonflikten mere opmærksomme på at bruge "alle de værktøjer", de har, for at få dem stoppet. 

- Helt generelt holder vi løbende øje med, hvor de er henne, fordi de er en kriminel gruppe og forbudt, så vi sørger for, at de ikke får et grundlag at stå på, siger han: 

- Hvis vi vidste, at LTF har klubhuse, havde vi fået dem lukket. Vi har en god fornemmelse for, hvor de færdes, og vores visitationszoner er også indrettet til at dække de områder. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik