McDonald's på Nørrebro allerede vandaliseret to gange i det nye år
Politiet måtte både onsdag og fredag rykke ud til hærværk og demonstration på restaurant i Nørrebro Bycenter. Overborgmester reagerer.
- Kære gæster. I støtter et folkemord.
Det var beskeden til de spisende gæster, der på årets første dag pludselig blev forstyrret midt i deres McDonald's-burgere i den nyåbnede og fyldte familierestaurant i Nørrebro Bycenter i København.
Klokken 13 fik Københavns Politi en anmeldelse om flere end fem maskerede personer, der blandt andet overhældte restauranten med rød væske og højlydt skabte utryghed for store som små gæster.
Samme mønster gentog sig fredag den 3. januar, denne gang om aftenen. I begge tilfælde ankom politiet, efter urostifterne var forsvundet igen.
Københavns Politi bekræfter, at der er i forbindelse med hændelsen 3. januar er oprettet en hærværkssag. Ingen personer er sigtet på nuværende tidspunkt, oplyser politiet, der også understreger, at "Nordvest nærpoliti er i dialog med personalet på restauranten og er for tiden ekstra til stede med tryghedsskabende patruljer i området".
SE VIDEO FRA AKTIONEN OG HÆRVÆRKET HER
Angrebene med den pro-palæstinensiske agenda, hvor der protesteres mod McDonald's, som demonstranter mener er en Israel-venlig part i konflikten i Gaza, følger helt traditionen med hærværk mod McDonald's-restauranter på Nørrebro igennem tiden.
Dette har vi tidligere har beskrevet her på TV 2 Kosmopol - og vandaliseringen kan derfor heller ikke kan overraske nogen - det mener i hvert fald folketingsmedlem og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Helle Bonnesen (K).
- De her bøller er desværre ekstremt forudsigelige, og som frygtet har de nu begået hærværk mod en privat restaurant, fordi de føler, at de har vetoret over private virksomheder. I et demokrati diskuterer vi, når vi er uenige. Det er simpelthen så provokerende, at de føler sig så hævet over vores fælles regler, at de føler sig berettiget til at begå vandalisering, og skræmmer tilfældige børnefamilier og ansatte, som blot passer deres arbejde, siger Helle Bonnesen til TV 2 Kosmopol.
Københavns fungerende overborgmester Lars Weiss (S) kalder overfor TV 2 Kosmopol demonstranterne og hærværksmændene for udemokratiske.
- Jeg tager afstand fra hærværk og vold i forbindelse med politiske markeringer. Det er grundlæggende udemokratisk og langt fra de værdier, vi hylder i det danske demokrati, siger Lars Weiss til TV 2 Kosmopol.
Hvorfor er de så sure på McDonald's?
Støtter McDonald’s Israel, siden de pro-palæstinensiske demonstranter og hærværksmænd er så sure på familierestauranten?
I oktober sidste år kom det frem, at den israelske franchisetager af McDonald's havde støttet israelske kampstyrker med gratis mad til soldater på vej ind i Gaza.
Siden har moderselskabet købt de 225 israelske McDonalds-butikker tilbage fra den israelske franchisetager Alonyal i et forsøg på at minimere de økonomiske tab, som ramte koncernen som følge af boykots særligt i Mellemøsten.
For andre skyldes boykottet det faktum, at McDonald's er et amerikansk brand, som gennem skatter til USA indirekte støtter det israelske styre, på grund af USAs klare opbakning til Israel.
TV 2 Kosmopol ville gerne have hørt både McDonald's og Nørrebro Bycenter, om der nu sættes ekstra vagter ind i området for at undgå et tredje angreb på restauranten.
I en mail skriver Nørrebro Bycenter:
- Det er vigtigt, at Nørrebro Bycenter er et trygt sted at være for vores kunder og forretningsdrivende. Derfor har vi synlige centervagter, overvågning og beredskabsplaner, som vi løbende genbesøger, så vi lever op til vores standarder for sikkerheden i centret. For oplysninger om den konkrete sag henvises til McDonald’s i Danmark og Københavns Politi, skriver Christina Nymand Nielsen, Center Manager i Nørrebro Bycenter i en mail til TV 2 Kosmopol.
Spørg Os
Hvad undrer du dig over i hovedstadsområdet? Stil dit spørgsmål her +_
McDonald's bekræfter over for TV 2 Kosmopol de to hændelser den 1. og 3. januar og henviser til Københavns Politi for yderligere udtalelser.