Minister nægter at acceptere svenske tilstande i Danmark
Efter flere episoder med drabsforsøg udført af svenske teenagere, lover minister at sætte hårdt ind.
Der vil blive arbejdet dag og nat for, at svenske tilstande ikke kommer til at brede sig til Danmark.
Sådan lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S), efter en uge med flere hændelser, hvor en svensk teenager er blevet sigtet for drabsforsøg i Danmark.
- Danskerne skal vide, at de har en regering, en minister på området og et politi i Danmark, som tager det her dybt, dybt alvorligt.
- Det er et udtryk for en både syg og dybt forrået kultur, at vi overhovedet nu er et sted, hvor bandemiljøet i Sverige har opbygget en forretning, hvor man kan hyre teenagere i Sverige til at udføre kriminalitet, og at det nu er noget, man forsøger at gøre i Danmark, siger han.
Justitsministeren understreger, at politiet er meget opmærksomme på problemet og har et godt samarbejde med de svenske myndigheder.
- Dansk politi har også i flere tilfælde været på forkant med de kriminelle og har kunnet gribe ind og anholde flere personer, før der er sket noget.
- Det her er for mig at se et udtryk for en helt ubegribelig kynisme og også en ekstrem voldsparathed i det svenske bandemiljø, som vi bare under ingen omstændigheder vil have breder sig til Danmark, siger han.
Der er for nylig vedtaget en stor bandepakke, som skærper straffen og giver politiet endnu flere værktøjer til at bekæmpe bandekriminalitet.
Men politiet har brug for flere værktøjer.
Og hvilke det er, har Peter Hummelgaard tænkt sig hurtigt at kortlægge med blandt andet rigspolitichefen og National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som er indkaldt til møde med ministeren i denne uge.
- Vi vil ikke sidde den seneste tids udvikling overhørig. Jeg nægter simpelthen at acceptere svenske tilstande i Danmark.
- Derfor vil dansk politi nu intensivere samarbejdet med svensk politi yderligere ved fast at udstationere en betjent hos svensk politi for at sikre endnu mere fast og effektivt efterretningssamarbejde, siger han.
Den seneste uge har der været tre episoder, hvor en svensk teenager er blevet sigtet for drabsforsøg i Danmark.
Senest var mandag, hvor en 17-årig affyrede skud på Falkoner Allé i København. Her blev en 18-årig mand ramt af skud. Han blev efterfølgende meldt uden for livsfare og i stabil tilstand.
I sidste uge blev en 16-årig svensk dreng varetægtsfængslet for drabsforsøg i forbindelse med en skudepisode på Blågårds Plads på Nørrebro i København onsdag.
Også en 17-årig svensk dreng blev varetægtsfængslet i sidste uge efter en skudepisode i Kolding. Det skete ligeledes onsdag.