Nanna gør op med ”stereotyp voksenhed”

Selvom Nanna Vedel-Hertz er 30 år gammel, føler hun sig slet ikke voksen. Faktisk har hun i de seneste år haft krise over at blive det.

For hende betyder det at blive voksen nemlig evig selvoptimering, konkurrence og præstation. At man hele tiden skal være fornuftig og have styr på alting.

- Det er jo noget af det, som kendetegner voksenheden for rigtig mange af os. Det er det her med, at vi konstant er trætte og en lille smule udbrændte, forklarer hun om den følelse, der begyndte at dukke op i slutningen af hendes 20’ere.

I starten troede hun, at hun var helt alene med den følelse. At der sikkert var noget galt med hende.

Indtil hun begyndte at tale med sin omgangskreds. Her hørte hun nemlig gang på gang sine jævnaldrende sige, at de ikke var rigtigt voksne endnu, eller at de ikke havde lyst til at blive det.

- Den gamle voksenhed er blevet for snæver. Vi skal alt for ofte gå alt for meget imod eller på kompromis med os selv for at passe ind i den. Og derfor er den endt et sted, hvor vi føler os fremmedgjorte, forklarer Nanna Vedel-Hertz.

Hun har startet organisationen Generation Hope, hvor hun forsøger at få unge mennesker til at bidrage til at skabe en anderledes fremtid – og en anden måde at være voksen på, der måske er lidt sjovere, forklarer hun.

"Måske skulle jeg ikke være voksen"

For nogle år siden var Nanna Vedel-Hertz på vej ind i det, hun kalder en stereotyp voksenhed. Hun havde taget en uddannelse og boede sammen med sin kæreste, som hun havde været sammen med siden gymnasiet.

Problemet var blot, at hun ikke kunne få et fuldtidsarbejde. Så hun arbejdede på må og få som freelancer.

Og en dag gik hendes kæreste fra hende.

Pludselig havde hun hverken et sted at bo, en partner eller et fast arbejde. I slutningen af hendes 20’ere. Et tidspunkt i hendes liv, som hun havde haft helt andre forventninger til.

- Det gik op for mig, at jeg slet ikke kunne se mig i selv i det voksenliv, jeg havde prøvet at skabe. Og på en måde var jeg nu blevet sat fri til at undersøge, om jeg overhovedet ville være voksen. Eller om jeg måske skulle skabe et nyt voksenbegreb til mig selv, forklarer hun.

Låst ude af voksenheden

Det gik stille og roligt op for Nanna Vedel-Hertz, at hun – uden at tænke nærmere over det – havde prioriteret de samme ting, hun havde undret sig over ved sine forældre, da hun voksede op.

Hun havde arbejdet meget mere og senere, end hun egentlig havde lyst til. Hun skippede morgengåturen for at nå et tidligt møde. Og hun havde ikke længere aftaler om aftenen, fordi hun skulle være frisk til næste dag.

Hun følte, at voksenheden var blevet et ideal, der var uopnåeligt. Og som hun skulle løbe stærkt og ændre sig fundamentalt for at leve op til.

- Det var virkelig noget, hvor man skulle have styr på alting. Man skulle leve et fuldstændigt perfekt liv og leve op til nogle enormt høje krav, som jeg ikke rigtig kunne se mig selv passe ind i. Jeg har på mange måder følt, at jeg faktisk var sådan helt låst ude af voksenheden, fordi der var nogle ting, jeg ikke rigtig kunne opnå.

På mange måder er du en del af en rigtig privilegeret generation. Burde du ikke bare være glad for alle de muligheder, du har?

- Jo, det burde jeg. Og det er jo det, der er problemet. Vi ser mistrivsel på et kæmpe plan. Så det er på tide at spørge, selvom vi er så privilegerede, hvorfor mistrives vi så? Hvad er det, der mangler i vores liv? Og hvad siger det om vores samfund og om, hvordan det er at være ung og blive voksen i dag?

Psykolog genkender tendensen

En af dem, der beskæftiger sig med overgangen fra barn til voksen, er psykolog Mette Bratlann.

Hun skrev for nogle år siden en bog om det, hun kalder kvartlivskrisen. I sin praksis i det indre København mødte hun nemlig hver dag unge mennesker, der kæmpede i overgangen til voksenlivet.

- De unge mennesker, jeg har talt med, oplever ikke, de kan leve op til det "rigtige voksenliv", hvor man skal præstere maksimalt hele tiden. Mange kommer til mig med dårligt selvværd, selvkritik og en følelse af ikke at være gode nok til deres arbejde, forklarer Mette Bratlann, der er uddannet psykolog og tidligere har rådgivet børn og unge hos Børns Vilkår.

Selvom der ikke som sådan findes tal på krisen, anslår hun på baggrund af flere tusinde samtaler, at godt halvdelen af den generation, der nu er unge voksne, oplever en form for kvartlivskrise.

Hun mener, at barren for voksenlivet er sat så højt, at det ender med at blive destruktivt. Og så synes hun i den grad, at der er behov for at ændre på den måde, vi indtil nu har været voksne på.

Men hun vurderer også, at det opgør allerede er godt i gang.

- Jeg begynder at se en modbevægelse, hvor der en trang til at ændre på forventningerne til voksenlivet og kollektivt sige fra. Jeg har så kæmpestor respekt for, at nogle siger: "Vi vil forbeholde os retten til noget andet", siger hun.

- Og jeg tror, der er så mange, der har brug for den vinkel på det. At det ikke er et problem indeni dem, men at vi kan ændre det ude i samfundet.

Hun mener desuden, at opgøret med de traditionelle idealer for voksenhed taler godt ind i tidens generelle tendenser.

- Diversitet er virkelig et nøgleord for den unge generation, og det er et sundhedstegn. De siger fra overfor det perfekte og viser diversitet i alt fra uddannelse, kroppe, præstationsniveauer og måden, vi lever vores liv på.

Plads til det rare og sjove

I dag har Nanna Vedel-Hertz det en hel del bedre med at blive voksen. Hun forsøger nemlig at gøre det på en anden måde en tidligere.

For eksempel er hun flyttet i et kollektiv på Nørrebro med nogle gode venner. Og så lever hun – med nød og næppe – af det arbejde, hun laver i organisationen Generation Hope.

- Da jeg var yngre, havde jeg en forestilling om, at det faktisk var sådan her, jeg burde leve mit liv. Men i rigtig mange år var jeg sikker på, at det ikke var den rigtig voksne måde, og derfor turde jeg simpelthen ikke gå efter det, forklarer hun.

Selvom hun i de seneste år har beskæftiget sig med at finde en ny måde at være voksen på, må hun erkende, at det er sværere end som så at finde en opskrift på, hvad det helt præcist vil sige.

Men det, hun hører, når hun taler med andre unge mennesker i hendes arbejde, er, at de gerne vil have et mere roligt liv. Hvor er de fri for præstationer og forventningspres. Og så ønsker de at leve på en måde, hvor naturen og kloden kan følge med.

Mest af alt oplever hun imidlertid, at de unge mennesker, der opsøger Generation Hope er fælles om at ville noget nyt.

- Jeg tror på, at vi ved at begynde at snakke om det her med at blive voksne, faktisk sammen kan skabe en voksenhed, som er meget bedre og som kan give lidt mere plads til alle de barnlige, sjove og rare ting.