Nu svarer minister på Lynetteholm-kritik: Intet at være bekymret for
Transportminister Thomas Danielsen (V) afviser kritik af Lynetteholm. Han kender ikke “anlægsprojekter i Danmark, der er undersøgt bedre end det her,” lød det tirsdag på et samråd.
Flere eksperter har længe fremturet med, at den kunstige halvø Lynetteholm vil få alvorlige konsekvenser for livet under vand - men tirsdag kom det frem, at den kritik helt og aldeles preller af på transportminister Thomas Danielsen (V).
- Vi kan se, at der ikke er noget at være bekymret for i forhold til Lynetteholm, siger Thomas Daniel til TV 2 Kosmopol, der tidligere forgæves har forsøgt at få en kommentar til netop ekspertgruppens kritik fra ministeren.
Tirsdag var han dog kaldt i samråd om sagen - et samråd, der kommer efter, at flere eksperter igennem lang tid har udtrykt bekymring for, at den kommende københavnske bydel Lynetteholm kommer til at blokere for det, der hedder Kongedybet.
Det er en af tre dybe render på havbunden i Øresund, der er forbundet med Østersøen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Grafik: Louise Cassens/TV 2 Kosmopol
- Og når man så blokerer det, altså Kongedybet, så kommer der mindre salt ind med bundvandet og videre ind i Østersøen. Og det er det, der er kritisk, har Stiig Markager, der er professor i havmiljø på Aarhus Universitet, tidligere udtalt til TV 2 Kosmopol.
Marinbiolog og akvariechef for Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen, har derudover advaret om, at et lavere saltindhold i Østersøen kan få store konsekvenser for torske-bestanden:
- Det er jo en biodiversitetskrise, vi så får ud af det. En Østersø uden torsk er en katastrofe. Hele økosystemet skal finde en ny balance, og kan den det? Det ved vi ikke.
Og Jacob Steen Møller, der har været var leder af miljøundersøgelser for både Storebæltsbroen og Øresundsbroen, har også undret sig også, at man overhovedet tillader, at Lynetteholm kan blokere for saltgennemstrømningen.
- Så man er nødt til rykke kystlinjen længere mod vest. Altså gøre øen lidt smallere, siger han.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Fakta om Øresund
Øresund er et gennemstrømningsfarvand, hvor vand fra Nordsøen blandes med vand fra Østersøen.
Det salte vand fra Nordsøen strømmer via Kattegat sydpå og møder det brakke vand (en mellemting mellem salt- og ferskvand red.) fra Østersøen, der strømmer nordpå.
Mødet mellem det salte og det brakke vand betyder, at der opstår en kraftig lagdeling af vandet i Øresund. Det salte vand fra Nordsøen ligger i bunden, og det brakke vand med lavere saltindhold fra Østersøen ligger øverst.
Kilde: Miljøstyrelsen
"Ingen eller ubetydelig effekt"
Men alle eksperter er ikke enige i det. Og på samrådsmødet henviste transportministeren flere gange til danske og udenlandske undersøgelser, der viser, at Lynetteholm vil give en såkaldt blokeringseffekt i forhold til saltgennemstrømningen til Østersøen på 0,25 procent.
- Det har ingen eller ubetydelig effekt for både vand og salt, sagde transportministeren i den forbindelse på samrådet.
På grund af de mange uenige eksperter spurgte SF's transportordfører, Sofie Lippert:
- Hvorfor skal vi ikke bare møde kritikken ved at få det undersøgt til bunds? spurgte Sofie Lippert.
Og til det svarede Thomas Danielsen:
- Altså man bør ikke tage chancer i den her sag. Og det er også derfor, at jeg er tryg ved, at jeg ikke er bekendt med anlægsprojekter i Danmark, der er undersøgt bedre end det her.
Kan laves flere undersøgelser
Efter samrådet sagde transportminister Thomas Danielsen til TV 2 Kosmopol, at han var glad for at blive udfordret med gode spørgsmål.
Hvordan forholder du dig til den kritik, der har været?
- Langt de fleste førende eksperter på området - og alle, der har været inde over - siger, at Lynetteholm har en ubetydelig eller ingen påvirkning på havmiljøet i Østersøen. Der er simpelthen ikke nogen udfordring med salt- og vandgennemstrømningen. Og så længe, der ikke er andre konkrete beregninger, jeg skal forholde mig til, må det være det, jeg læner mig op af.
Han foreslår dog, at man i stedet laver undersøgelser af flere andre projekters konsekvenser for Østersøen:
- Det er noget, jeg er ved at undersøge nu, netop fordi jeg har en stor omsorg for hele Østersøen. Og derfor mener jeg, at det er langt mere vigtigt og retvisende at kigge på det akkumuleret, end det er at kigge på det enkelte projekts påvirkning fra gang til gang.
Lynetteholm skal fungere som stormflodssikring og huse boliger til 35.000 borgere.