Ny billeart har særpræget penis - nu opkaldes den efter Carlsberg
Forskere fra Københavns Universitet har opdaget ny billeart - den ene med et så særpræget parringsorgan, at den er blevet opkaldt efter Carlsberg.
Loncovilius carlsbergi.
Det mundrette navn er netop blevet givet til en helt særlig billeart, som forskere fra Københavns Universitet har opdaget.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Det er - lidt direkte sagt - billens penis, der har inspireret til det nye navn. Billens parringsorgan har nemlig form som et særdeles brugbart værktøj for øldrikkere:
- Denne art er blandt andet karakteriseret ved, at hannen har et kønsorgan, der minder bemærkelsesværdigt meget om en øl-oplukker. Derfor syntes vi, at det var oplagt at dedikere arten til Carlsbergfondet, som jo generøst har støttet den frie forskning gennem mange år, siger biolog Aslak Kappel Hansen fra Statens Naturhistoriske Museum i pressemeddelelsen.
Og netop billers kønsorganer er faktisk mere interessante for forskerne, end man lige skulle tro.
Det er nemlig ved at nærstudere kønsorganer på biller, som i årtier har ligget hengemt i insektsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum og andre samlinger, at i alt seks nye arter er blevet opdaget - heriblandt Carlsberg-billen.
- På et insekt er kønsorganerne den del, der evolutionært udvikler sig til at være forskelligt fra art til art. Derfor er det ofte disse, man nemmest genkender arten på, siger Aslak Kappel Hansen.
Samtlige seks biller er af slægten Loncovilius, der kun findes i Chile og Argentina. Man ved meget lit om Loncovilius-billerne, men de er særlige fordi de lever på blade og blomster, og ikke på jorden under bark eller svampe.
Bille-penis kan lukke øl op
Fundet af de nye arter kan være en vigtig brik i biodiversitetskrisen.
Og her kan Loncovilius carlsbergi’s penis måske gøre en forskel, håber forskerne på.
Forplantningsorganet ligner ikke bare en oplukker – den kan rent faktisk også knappe en kold bajer op, kan forskerne bevise. De har nemlig fået fremstillet en model af kønsorganet i rustfrit stål.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Mads Krabbe Sørensen
- Det er vigtigt, at vi får anerkendt den enorme rigdom af uudforskede arter rundt om os, før det er for sent. Vi kunne godt tænke os, at folk rundt omkring får snakket mere om den krise, som planetens arter befinder sig i – og så kan anledningen jo for eksempel være en hyggestund over en øl åbnet med denne her oplukker, siger Aslak Kappel Hansen.
Forskerne arbejder nu på at få sat oplukkeren i produktion.