Nye lejere rykker ind i historisk Tivoli-kro – men de får ikke lov til at ændre alt
Den gamle færgekro i Tivoli har fået ny lejer – og det medfører forandringer.
Altid som aldrig før.
Et slogan som Tivoli i den grad læner sig op ad, når det historiske spisested Færgekroen står over for forandringer med en ny lejer.
Bryggeriet Mikkeller overtager nemlig driften af stedet, og selv skriver de i en pressemeddelelse, at målet er at skabe et hyggeligt spisested, hvor Færgekroens traditioner og charme går hånd i hånd med moderniseret kromad og Mikkellers øl.
Ifølge Tivolis Mikkel Ustrup, der er forlystelsesparkens talsperson inden for gastronomi, kommer de nye lejere da også med noget, der passer ind i Tivolis ånd.
- I tilfældet med Mikkeller får vi en ny udgave af Færgekroen, som kommer med noget, der er relevant for gæsterne. Den traditionelle del af det og ølkulturen, som passer godt ind i Tivoli, siger Mikkel Ustrup og uddyber:
- Vi holder fast i nogle traditioner, men vi forsøger at finpudse dem.
Ingen forandringer, hvis tingene fungerer
For Tivoli er det vigtigt at arbejde i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse – men hvis noget fungerer, så er der ingen grund til at ændre på tingene.
- Grøften har et stærkt publikum, der kommer igen år efter år. Påfuglen har også nogle gæster, som er utrolig glade – hvis nu vores gæster elsker det, så skal vi lytte til dem, siger Mikkel Ustrup og fortsætter:
- Hvis vores gæster er glade for noget, så er der ingen grund til at ændre det, siger Mikkel Ustrup.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
Færgekroens historie
Færgekroen blev opført i 1934 som del af et stort festarrangement, Fiskerlejet. Efter mange år med festarrangementer, der var inspireret af Italien eller Asien, var man begyndt at kigge tilbage i Danmarks fortid.
Ved Søen havde man derfor opført en stor kulisse, der lignede et gammelt, idyllisk fiskerleje.
Da festarrangementet blev revet ned, fik Færgekroen lov at blive liggende, smukt placeret i Tivoli Søen.
Færgekroen havde i mange år en onsdagstradition for fællessang.
I 2002 fik Færgekroen bådehus, da teknikken til Tivoli Illuminationerne skulle have et sted at være.
Vandmøllen på siden af Færgekroen er også en nyere tilføjelse. Dens formål er at ilte vandet i Tivoli Søen
Man kan dog ikke slippe af sted med hvad som helst, når man er ny lejer i Tivoli – og derfor står Tivoli på sidelinjen, når der sker forandringer i haven.
- Det er ikke sådan, at vi sætter nogle stramme krav, men vi vil gerne være mangfoldige. Vi bestemmer ikke hver enkelt restaurants menukort. Det er en dialog, siger Mikkel Ustrup og fortsætter:
- Hvis du vil lave en kopi af noget, der ligger ved siden af. Så vil vi ikke synes, det er interessant for vores gæster. Vi vil gerne have, at man kommer med noget nyt, og noget hvor gæsterne kan se sig selv i, siger Mikkel Ustrup.
Et trygt sted
Spørger man anmelder og forfatter Lars Hedebo Olsen, der blandt andet har skrevet en bog om Tivoli, er det da også naturligt, at der sker forandringer i Tivoli.
- Jeg tænker, det er helt naturligt, at man laver ting om. Noget, der var fint for 15 år siden, svarer ikke til det, man ønsker i dag. Tivoli er kendetegnet ved, at man ændrer sig en lille smule, uden at man ikke ændrer det helt store. Det er langsomme ændringer, der gør, at Tivoli kan bevare sin sjæl, siger Lars Hedebo Olsen.
Lars Hedebo Olsen mener da også, at traditionerne betyder noget særligt for Tivolis publikum.
- Det betyder, at når man kommer udefra, så ved man, hvad man får. Der er blandt andet den gamle rutsjebane og det gamle vaffelbageri. Jeg tror, det betyder rigtig meget for både Tivolis identitet, og for os, der kommer udefra, at vi kan genkende det. Det er trygt i Tivoli, siger Lars Hedebo Olsen.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Dine data er sikre hos os som public service mediehus, læs mere om cookies i svaret her
Skuffet over Tivoli-mad
En af de ting, som bryggeriet Mikkeller kommer til at justere på med deres overtagelse af Færgekroen, er maden.
Her vil der stadig serveres klassikere som schnitzel, rødspættefilet og stjerneskud, men ifølge Mikkeller vil råvarerne så vidt muligt være økologiske og altid af højeste kvalitet.
Lars Hedebo Olsen synes da også, at det er godt, at der sker forandringer på madområdet.
- Helt generelt synes jeg, at Tivoli er udfordret på madfronten. Det er kun godt, at der kommer noget bedre. Sidste gang, jeg spiste i Tivoli, var jeg lidt skuffet. Der er går lidt supermarked i den. Man er bare en lille brik i et kæmpe spil, og hvis der så ovenikøbet ikke er god mad, så bliver man lidt skuffet, siger Lars Hedebo Olsen og fortsætter:
- Der er så mange ting i Tivoli, der fungerer. Det er en virkelig smuk have, der er gode og sjove forlystelser, men de halter på madfronten, og det synes jeg kun er godt, at der bliver gjort noget ved, siger Lars Hedebo Olsen.
Er tidligere blevet jævnet med jorden
Det er da heller ikke første gang, at Tivolis Færgekro gennemgår en forandring.
Tilbage i 2020 blev Færgekroen jævnet med jorden, fordi Tivoli måtte sande, at tiden var kommet dertil, hvor Færgekroen ikke længere kunne renoveres.
Den gamle færgekro fra 1934 blev dog erstattet af en ny og identisk af slagsen.
Dengang blev en ny version af færgekroen hejst ind over hegnet til Tivoli med en kran, hvor den skulle sættes op på den tidligere kros placering ved Tivoli Søen.