Oslo i offensiven mod elløbehjul - i 2021 kan København følge trop
Byrådet i Oslo går til kamp mod elløbehjulene, men hvordan ser det ud i København? Et lovforslag vil løsne de københavnske politikeres bundne hænder.
Bystyret i den norske hovedstad, Oslo, er ved at få nok af de mange elløbehjul i byen.
De 13.000 løbehjul er blevet en farlig affære for Oslos gående, og ofte bliver de smidt rundt i byen.
Men nu skal det koste ifølge byrådet. Kommunen vil indsamle de mange elløbehjul, der ligger og flyder, og de selskaber, der ejer dem, skal betale for at få dem tilbage.
- Når vi må gøre arbejdet for selskaberne og passe på, at de overholder love og regler, så må de tage regningen - ikke skatteyderne, siger Arild Hermstad, der er rådmand for miljø og trafik i Oslo, til avisen Dagbladet.
Derfor har byrådet i Oslo henvendt sig til regeringen og anmodet om strengere regler.
Voi, der er et af løbehjulsskaberne, der også opererer i Danmark, siger, at selskabet vil støtte nye regler, der betyder, at kommunen fjerner elløbehjul, der er smidt rundt om i kommunen.
Ingen mulighed for at straffe selskaberne i København
Oslo går altså til kamp mod elløbehjulene, men hvordan ser det ud i København?
Sidste år begrænsede Københavns Borgerrepræsentation antallet af elløbehjul i byen med et loft på 200 elløbehjul i Middelalderbyen og 3.000 i de øvrige bydele.
Men politikernes hænder er fortsat bundet, i forhold til at stille selskaberne til ansvar, når deres elløbehjul flyder i gaden.
- Hvis vi i København får de samme muligheder, som de har i Oslo, så er det noget, vi vil benytte os af. Løbehjulsscenen, som vi kender den i København i dag, er et stort kaos og det vilde vesten, siger Lars Weiss, gruppeformand for Socialdemokratiet i København.
- Som det er i dag, ligger løbehjul henkastet alle mulige steder i byen, uden at vi som kommune har mulighed for at sanktionere det overfor hverken brugeren eller selskabet bag. Får vi mulighed for at stille dem til ansvar, så vil vi selvfølgelig gøre det, siger han.
Lovforslag kan løsne kommuners bånd på hænderne
I marts fremsatte transportminister Benny Engelbrecht et nyt lovforslag, der ligesom i Oslo skal give kommunerne bedre muligheder for at holde elløbehjulsselskaberne i ørerne.
- Særligt i Københavns Kommune har det været et problem, at el-løbehjul roder i gadebilledet, og det har været tydeligt for enhver, at der er behov for at tilpasse den gældende lovgivning på området, sagde ministeren i december i en pressemeddelelse om lovforslaget.
I forslaget lægger ministeren op til, at løbehjulene skal stå i afmærkede områder eller stativer. Og hvis det ikke overholdes, må vejmyndighederne fjerne løbehjulet uden forudgående høring.
Med forslaget vil vejmyndighederne og dermed kommuner altså få en række værktøjer i kassen, som de kan bruge til at komme efter elløbehjulene og virksomhederne bag.
Forslaget skulle oprindeligt være færdigbehandlet i juli, men forventes på grund af coronakrisen først at blive færdigbehandlet i januar 2021, oplyser Trafikministeriet til TV 2 Lorry.
Udsigten til bedre handlemuligheder fik i december teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL) til at juble:
- Udlejerne har kun haft øje for profit, og på den baggrund har de opstillet rækker af løbehjul på både fortove og cykelstier til fare for trafiksikkerheden og til stor gene for fremkommeligheden. Vores manglende handlemuligheder har skabt store frustrationer hos københavnerne, og det har jeg fuld forståelse for. Nu ser det endelig ud til, at vi kan komme københavnerne i møde og gøre noget ved problemet, sagde Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelese.
S: Løbehjulsejerne skal tage ansvar
I Socialdemokratiet i Københavns Kommune er man godt træt af elløbehjulene og savner netop værktøjer til at stille selskaberne bag elløbehjulene til ansvar.
Senest fiskede By & Havn 144 elløbehjul op af Københavns Havn, og her hidsede overborgmester Frank Jensen sig op:
- Det skal ikke være sådan. Løbehjulsudlejerne skal selvfølgelig tage et ansvar for de her løbehjul, og dem skal de komme og hente, når de er samlet op, sagde han.
Til det svarede Voi, at man har ansat en person til at forsøge at fiske firmaets el-løbehjul op af havnen. Nogle gange lykkes det, men ofte ender forsøget med opgivelse.
- Det er ikke godt for vores virksomhed, når den slags sker, for batterier og løbehjul hører ikke til i vandet, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke skal ske, siger Eric André.
Elløbehjulene er siden, de blev tilladte, blevet debateret heftigt, blandt andet forbi de ligger smidt i gader og stræder og generer dem, der gør rent i byen.
Derudover var der sidste sommer massive problemer med unge mennesker, der kørte fulde på elløbehjul, og forsikringsselskaber advarede mod mange uheld på løbehjul.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har været meget utrygge ved, at elløbehjlene er blevet indført - også ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt hensyn, siger Lars Weiss.
De elektriske løbehjul har været lovlige på cykelstierne siden 17. januar sidste år.