Politikere sætter stopper for udskældt FCK-fanzone – undersøger ny placering
Et politisk flertal i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har mandag besluttet at stoppe for de midlertidige tilladelser, der indtil videre har givet fodboldklubben mulighed for at lave fanzonen i området nær Øster Allé nær Brumleby i forbindelse med hjemmekampe i Parken.
Alt imens skal det nu undersøges, om fanzonen i stedet kan flyttes til området omkring D-tribunen ved Eventyrkiosken og FCK’s egen Fanshop ved Per Henrik Lings Allé.
Det oplyser udvalgsmedlemmet Morten Melchoirs (K) til TV 2 Kosmopol. Sidstnævnte tiltag skete efter et ændringsforslag fra Konservative, som fik opbakning fra flertallet.
- Vi ser det som en måde at være løsningsorienteret på. Der har været for meget larm og rod i forbindelse med fanzonen nede ved Brumleby, men vi vil gerne gå i dialog med Parken og undersøge en anden placering, siger Morten Melchoirs (K) til TV 2 Kosmopol.
Fanzonen og placeringen af denne er blevet kritiseret af beboerne i især Brumleby, der har udtrykt utilfredshed med gener fra støj og lugt af urin.
Indtil en ny placering er blevet godkendt, kan der ikke etableres fanzone, understreger Morten Melchiors. Dermed er det tvivlsomt, at FC Københavns fans vil kunne varme op til fodboldkampe i en fanzone ved de kommende hjemmekampe i mesterskabsspillet, der begynder søndag den 2. april.