Stor burgerkæde får kritik for at snige skjult donation med i kurven

Ifølge Forbrugerrådet er en københavnsk burgerkæde lige kreativ nok, når det handler om at samle ind til et godt formål.

(Opdatering: Efter offentliggørelsen af denne artikel har ejerne af blandt andet Jagger, Buzz CPH, fjernet muligheden for at donere penge til Røde Kors.

-  Vi vil selvfølgelig gerne gøre det ordentligt. Der har vi fjernet donationen fra check out siden og i stedet lagt den ind som et produkt, så det er tydeligt, at man selv vælger det til. Rigtig rigtig mange gæster har valgt det fra. Og derfor har vi tænkt, at det var tydeligt, at det var valgfrit,  siger Anna Katrine Sibbersen, der er leder for strategi og kommunikation I Buzz CPH)

De fleste vil nok gerne støtte et godt formål, når de får muligheden for det, men netop muligheden for at vælge selv er essentiel. Og det er den ikke, hvis man bestiller burger hos kæden Jagger. 

Her bliver man nemlig udsat for skjulte donationer på ordrerne - og det sker både, hvis man handler online hos Jagger, Otto eller Ritta, der alle er ejet af fastfood-kæden Buzz CPH.

Restauranterne tilføjer nemlig automatisk to kroners støtte til Røde Kors.

De to kroner skal man som forbruger aktivt vælge fra, når man betaler, men det kræver, at man er opmærksom.

Det lyder måske ikke af meget, men det kan være problematisk, når skjulte gebyrer tilføjes automatisk og først bliver præsenteret for forbrugeren ved "checkout", mener Forbrugerrådet Tænk.

- Der er et psykologisk aspekt i, at forbrugerne først bliver gjort opmærksom på det ekstra gebyr til sidst. Derudover er det ifølge markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven  problematisk, at gebyret er valgt automatisk til, siger Martin Bruun-Houmølle, der er seniorjurist fra Forbrugerrådet Tænk, til TV 2 Kosmopol.

Klub 10

Årsagen til, at fastfood-kæden BuzzCPH samler ind til Røde Kors, er, at kæden i år er medlem af Røde Kors' såkaldte "Klub 10".

Røde Kors udpeger hvert år en gruppe kendte personligheder og iværksættere til at starte projekter og initiativer, der samler penge ind. En gruppe der kaldes Klub 10.

I år består klubben blandt andet af ejerne af modebrandet Planet Nusa, håndboldspiller og co-founder af tøjkæden re do, Hans Lindberg, og ejeren af kæderne Jagger, Otto og Ritta, Christian Brandt.

Christian Brandt er den eneste af de ovenstående personer, der har valgt automatisk at pålægge sine kunder et gebyr som en del af sin Røde Kors-indsamling.

Foruden gebyret samler fastfoodkæden penge ind gennem influencersamarbejder og salgskampagner.

I september donerede kæden fem kroner per dip solgt på enten Jagger, Otto eller Rittas hjemmeside. 

Må gerne opfordre sine kunder til at støtte gode formål

Det er altså godt gang i indsamlingsarbejdet hos netop BuzzCPH, men problemet ligger i, at gebyret bliver tilføjet automatisk og aktivt skal fravælges, fortæller Martin Bruun-Houmølle. 

- Man må gerne opfordre sine kunder til at støtte gode formål, men det skal være et tilvalg og ikke noget, som foregår automatisk. Det er ligesom, når man bestiller flybilletter, hvor man kan tilvælge klimakompensation, forklarer Martin Bruun-Houmølle.

Modeplatformen Miinto er et eksempel på en virksomhed, der tidligere har givet dens kunder mulighed for at støtte Røde Kors - forskellen ligge dog i, at Miinto ikke automatisk tilføjede gebyret.

Her ses den automatiske donation til Røde Kors på Jaggers bestillingsside
Her ses den automatiske donation til Røde Kors på Jaggers bestillingsside
Foto: Andreas Reumert Christiansen/ TV2 Kosmopol

Martin Bruun-Houmølle er ikke tidligere stødt på en virksomhed, der sniger gebyret med i kurven.

Men det minder ham om fænomenet "drip pricing", som er en teknik, hvor prisen drypvis stiger gennem et bestillingsforløb, hvilket i nogle tilfælde kan skyldes skjulte gebyrer.

Den skjulte prisstrategi er problematisk, fordi den kan manipulere forbrugerens beslutninger, når de psykologisk allerede er investeret i købet.

Spørg Os - Formular

_

Vil gerne gøre tingene rigtigt

Fastfoodkæden BuzzCPH forsikrer, at kædens kunder ikke er i tvivl om, at den automatiske donation kan fravælges. 

- To tredjedele af vores gæster har fjernet donationen fra deres ordre. Så vi formoder, at gæsterne ikke er i tvivl om, at det er frivilligt, om man vil støtte indsamlingen, skriver Anna Katrine Sibbersen, leder for strategi og kommunikation i BuzzCPH, i en mail til TV 2 Kosmopol.

quote Vi formoder, at gæsterne ikke er i tvivl om, at det er frivilligt, om man vil støtte indsamlingen.

Anna Katrine Sibbersen, leder for strategi og kommunikation i BuzzCPH

Hun understreger samtidig, at de gerne vil "gøre tingene rigtigt" og følge lovene på området. 

- Derfor er vi allerede gået i gang med at undersøge, hvordan vi teknisk kan få lavet det om, uddyber Anna Katrine Sibbersen i det skriftlige svar.

Ejer Christian Brandt og kæderne Jagger, Otto og Ritta er en del af Klub 10 indtil slutningen af juni 2025.

- I det næste år har vi flere ting på tegnebrættet i forbindelse med indsamlingen, og vi håber at kunne donere et flot beløb til Røde Kors i juni 2025, skriver Anna Katrine Sibbersen i sin mail.

.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik