Toby har nørdet gløgg i årevis: Nu har han vundet pris
Toby Efteland vandt det uofficielle danmarksmesterskab i gløgg i sit første forsøg.
Det var en overrasket bar-manager fra The Ark Collection, der kunne vende hjem fra det uofficielle danmarksmesterskab i gløgg 2024 med en stor buket og dommerpanelets pris i favnen.
- Det var en virkelig, virkelig god følelse, for at være ærlig, siger Toby Efteland med et beskedent smil.
Det er ikke første gang, Toby Efteland har lavet gløgg.
Det har han faktisk gjort i flere år, men det var første gang, han stillede op i konkurrencen om DM-titlen i Torvehallerne i København.
Og det gjorde bare overraskelsen endnu større, efter at han havde overværet uddelingen af mange af de andre priser, som for eksempel prisen fra folkets jury og prisen for mest nyskabende gløgg.
- Jeg mistede lidt overblikket over, hvor mange priser, der blev uddelt, og hvor mange der vandt. Men jeg forventede slet ikke at vinde hovedprisen, fortæller Toby Efteland.
Destillerede selve julen
Men det var lige nøjagtigt, hvad han gjorde. Og dommerjuryen begrundede valget med, at Toby Efteland og hans kolleger på The Ark Collection var lykkedes med at destillere selve julen i den varme, røde drik.
Selv pointerer Toby Efteland, at han netop har gjort sig umage med at holde sig rimelig tæt på den traditionelle smag i gløgg.
- Vi har holdt os meget tæt på en klassisk gløgg-smag, fordi jeg ville ikke bevæge mig for langt væk fra det, som folk husker gløgg for, forklarer han.
Når Toby Efteland selv skal nævne de vigtigste ingredienser i vinderopskriften, peger han på kirsebærvinen fra Frederiksdal og på krydderiet Palo Santo.
Palo Santo er i virkeligheden det, vi kalder palisander. Det er en træsort, som bruges til møbler, men også til røgelse - og altså som krydderi.
- Det er et krydderi, der går rigtig godt med kanel, nelliker og ingefær, forklarer Toby Efteland.
Derudover har Toby Efteland også brugt blandt andet rose og cacaonips for at skabe en dyb, rund smag i gløggen.
Dommerjuryens begrundelse:
Ark Collection løb med 1. pladsen, da de, ifølge dommerne, var lykkedes med at destillere julen med deres røde gløgg. Den var brygget på rødvin, en infusion af sommerens bær samt kirsebær- og æblejuice. Derudover var der tilsat spiritus som Kirsebær Sur Lie, aquavit, æblebrandy, brændevin og til sidst en hjemmelavet amaro.
Kilde: TorvehallerneKBH
Vegansk og bæredygtig
Rødvinen, som er en af de absolutte hovedbestanddele i Tobys gløgg, er veganske naturvin, som The Art Collection har samlet sammen af rester fra deres restauranter gennem lang tid.
Det er mere besværligt end at købe nye flasker, men det er også mere bæredygtigt.
- Og naturvinen har flere tanniner, hvilket giver en flot struktur, forklarer barmanageren.
Den helt rigtige temperatur
Man kan selvfølgelig også smage gløggen. Kommer man forbi Toby Efteland eller en af hans kolleger på spisestedet Beyla i Carlsberg Byen, så sælger de den prisvindende gløgg helt frem til marts.
Og det er ikke kun selve opskriften, Toby Efteland er gået i detaljen for at perfektionere.
Også serveringen skal være perfekt. Derfor sikrer de sig altid, at gløggen er præcis 64 grader ved servering – ikke for varmt og slet ikke koldt.
Danmarks bedste gløgg 2024 kan også købes på Souls Deli i Torvehallerne.